De første år som lærer, havde jeg sådan en fornemmelse, de sidste uger op til efterårsferien, at nu skulle den ferie bare komme. Jeg var så vanvittig træt, og da ferien endelig afløste Skolernes Motionsdag, var min følelse, at jeg på ingen måde kunne undervise bare én uge mere – med andre ord: ferien var så absolut kærkommen. Nu er 2005 jo lidt siden, og jeg kan langt bedre klare mosten – men i år var det sådan set lidt samme fornemmelse: dén ferie skulle bare komme nu!

Og nu er den her – efterårsferien, og den har jo fået en ufattelig smuk start med blå himmel og solskin.

Min ferie byder på en minitur til Aarhus sammen med min ældste datter, Molly. Vi skal besøge Den Gamle By, og gå en tur i Aros’ regnbue, men allermest skal vi bare være sammen og hygge. I forbindelse med mit masterstudie har jeg jo været en del i Aarhus, og nu glæder jeg mig helt vildt til at have Molly med.

Når vi er tilbage i København er et besøg i Halloween Tivoli igen i år på min efterårs to do. Foruden at beundre græskar, hekse og spindelvæv, så skal vi se alle de Rasmus Klump forestillinger, vi kan komme i nærheden af. Min yngste datter, Agnes, er endog meget stor Rasmus Klump fan, men har endnu ikke oplevet ham live i Tivoli, det bliver denne efterårsferie.

Pigerne og jeg skal en tur i Børnebiffen i Cinemateket. Det er altid mega hyggeligt, og fungerer samtidig som Agnes’ biograf debut.

Derudover skal jeg naturligvis drikke varm kakao, læse dejlige bøger alene og med mine piger. Det kan kun blive en god ferie!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *