Måske er det her den smukkeste fagbog til børn jeg har set. Den er i hvert fald i top tre. I biografien hører vi om Andersens liv fra fødsel til død. Bogen er inddelt i elleve kapitler, der alle indledes med et citat fra et udvalgt eventyr og afsluttes med et kort efterskrift ”Forresten” – en fortolkning af fagbogens faktaboks.
I et umiddelbart sprog hører vi om den lille dreng, der opfører forestillinger i sit dukketeater, drager til København som 14-årig for at stå på scenen og som ved hjælp fra direktøren for Det Kongelige Teater ender på latinskole i Slagelse – eller retter Plagelse, som han døber det.
Andersen ender som digter, han skriver, han klipper, han rejser, han fortæller og bliver berømt i sin samtid.
I dag er hans eventyr kendt i hele verden, og det er vel nærmest tæt på umuligt at vokse op i Danmark uden at kende et (og forhåbentlig mange flere) H.C. Andersen eventyr.
Det må være mit håb, at denne bog ender på boghylderne derhjemme lige så naturligt som eventyrene gør det. Her får vi en grundig indføring i personen bag alt det, vi kender så godt. Og så er den, som nævnt, utrolig smuk. Hver en illustration kan man gå på opdagelse i. Tekst og illustration komplimenterer hinanden smukt, og man har lyst til hele tiden at bladre videre; se mere, læse mere.
Teksten er skrevet af Kim Fupz Aakeson, illustrationerne er skabt af Signe Kjær – og hvis der skulle være en lille bøn fra mig, så skulle det da være at få flere biografier til børn fra det makkerpar. Bogen udgives af Carlsen.