IMG_7806Det var med en lille smule bæven, jeg læste bogen om Viola og hendes veninder. Jeg er jo mor til en pige på fire et halvt år. En vaskeægte børnehavepige. En børnehavepige der hver dag leger far, mor og børn. Som alle andre børnehavepiger diskuterer hun også hver dag, hvem der skal have de forskellige roller i den klassiske leg. Sommetider går det godt, sommetider går det ikke så godt.

Bogen om Viola beskriver på fineste vis, de konflikter og magtkampe der udspiller sig i pigegrupper hver evig eneste dag. Man fatter hurtigt meget stor sympati for Viola, men også for de tre andre piger, der er med i historien.

Jeg vil glæde mig til at læse Viola og veninderne højt for Molly. Bagerst i bogen er der forslag til dialogisk læsning af bogen. Jeg må indrømme, jeg kan være en lille smule spændt på at høre, hvad hun vil sige til historien.

Det her er en bog, der burde gøres obligatorisk på alle børnehavestuer. Men før den lige bliver det, så få fat i den og læs den hjemme.

Det er Line Kyed Knudsen der har skrevet bogen. Hun står i øvrigt også bag serien K for Klara, der bl.a. også sætter fokus på veninder bare for noget ældre piger.

Charlotte Pardi har lavet de fineste illustrationer. Det er umuligt ikke at forelske sig en lille smule i Violas ildrøde krøller og hendes fine strutnæse.

Det er forlaget Carlsen, der udgiver Viola og veninderne. På forlagets blog forlagsliv.dk kan du læse mere om bogen, og om pigers konflikter i børnehaven.

Hvis venskaber og konflikter i børnehaven har din interesse, så kan du også se DR’s nye serie Børnenes Hemmelige Verden. Men der skal man, som børnehaveforældre, også lige have lidt is i maven.

IMG_7805

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *