Mød Eddie der i vaskeægte spin-off stil har fået sin egen, indtil videre, lille serie. Eddie er lillebror til Sally – hende med faren.

Bøgerne om Eddie henvender sig til et lidt yngre publikum end bøgerne om Sallys far. Eddie er et børnehavebarn med en utrolig stærk vilje og exceptionelt gode ideer.

Bøgerne om Eddie er et studie i billedbogens ofte to fortællespor, hvor en del af historien udfolder sig i det skrevne, og den anden del i illustrationerne. Ofte får vi flere oplysninger igennem illustrationerne, hvorfor en stor del af fortællingen skabes her.

Eddie skal i Zoologisk Have følger vi Eddie, far og Sally på tur i Zoo. På et af opslagene står der: Der er også et klatrestativ. Eddie elsker klatrestativer. Klip til illustrationen hvor Eddie er på vej i fuld fart op i Zoo-tårnet – udenpå, vel at mærke. 

Efter Eddie har bygget en hule af hø inde hos gederne, står der: Eddie bliver helt sulten af at bygge hule. Heldigvis er der lækker frokost i Zoologisk Have – og illustrationen: Eddie på jorden med geder omkring sig spisende af deres mad direkte fra jorden.

Jeg vil anbefale Eddie bøgerne til de ældste børnehavebørn og til de yngste indskolingsbørn, her kunne de bruges i dansk – for netop at vise, hvordan illustrationer beriger den skrevne fortælling.

Serien er skrevet af Thomas Brunstrøm og illustreret af Thorbjørn Christoffersen. 

Find dine egne eksemplarer på carlsen.dk

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bøgerne

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *