Jeg oplever at mange voksne tænker, at børnelitteratur udelukkende er for børn. Og at man, hvis man beskæftiger sig med den som voksen, enten er naiv, drømmende, lidt kedelig eller lidt for sød. Når jeg fortæller om min passion for børnelitteratur til andre voksne, kan jeg se, de enten tænker ovenstående, eller bliver lidt fjerne i blikket. Jeg, derimod, tordner videre, og taler om de store læseoplevelser, man som voksen også kan finde i børnelitteraturen. Jeg ville ønske, vi i Danmark, i højere grad brugte begrebet allealders litteratur. Altså en litteratur der er for alle, og ikke defineres ved udelukkende at være for børn eller voksne. Kunne vi tale om allealders litteratur, så er Skildpadden der ville bestige Mount Everest en glimrende kandidat til den bunke af bøger.

Vi møder fortællingens hovedperson, skildpadden Sebastian, da han står ved sin bedstefars dødsleje. Den gamle skildpadde er syg og mæt af dage, han er rolig ved at skulle dø, dog fortryder han én eneste ting. Han ville gerne have set toppen af Mount Everest. Han nåede aldrig helt op, og når, lige inden han dør, at huske Sebastian på, at man kan, hvad man vil.

Sebastian drager resolut mod Mount Everest. Modvilligt sender hans forældre ham ud i verden med en madpakke, et tæppe og blanke øjne.

På vejen mod toppen møder Sebastian forskellige dyr, der alle fraråder ham at fortsætte. Ikke desto mindre trodser han alle de gode råd, kulde, mørke og sygdom, og ender udmattet på toppen. Man kan, hvad man vil. Man skal bare tage et skridt ad gangen.

Fortællingens illustrationer komplimenterer teksten. De er farverige og udtryksfulde, og det er umuligt ikke at forelske sig en lille smule i den orange skildpadde med hue, rygsæk og jernvilje.

Jeg vil som nævnt anbefale denne bog ret bredt. De små børn får en god fortælling, der er fyldt med flotte illustrationer af en masse dyr. For det ældre barn er det en stærk fortælling om at miste, og få noget positivt ud af sin sorg. Og for den voksne er det vanskeligt ikke at blive berørt af bogens klare budskab om at man kan, hvad man vil, bare man tager ét skridt ad gangen.

Skildpadden der ville bestige Mount Everest er skrevet af Line Leonhardt og illustreret af Thomas Hjorthaab. Bogen udgives af Forlaget Calibat.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

2 thoughts on “Skildpadden der ville bestige Mount Everest”

Leave a Reply to Therese Ostenfeld Cancel reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *