I denne weekend er der BogForum, hvilket giver hele tre vidunderlige dag i bøgernes verden. Mit BogForum blev i år ultra kort. Min lillebitte baby er blevet fire måneder, og derfor er min tid fra ham sparsom, og da jeg ikke helt drømte om BogForum – baby – barnevogns kombinationen, så blev det til to timer på min yndlings festival.

Igen i år slæbte jeg hjem, og hvad lå der så i mit net? – Det kan du se her…

Jeg er blevet fuldstændig vild med Line Jensens illustrationer, jeg følger hende trofast på Instagram, og jeg griner og krummer tæer af hendes illustrationer, der fanger morlivet lige på kornet. Derfor skulle jeg naturligvis forbi hendes fine stand. Jeg kom hjem med en ny familiekalender (jeg besluttede familien var klar til et alternativ til Strids familiekalender), hendes første bog og et art print med den massive statement tekst. Find hende på linejensen.org og Instagram.

Jeg havde også hjemmefra besluttet mig for, at finde Cobolts stand, hvor jeg ville have den her med hjem. Jeg har først lige opdaget illustrator Ida Rørholm Davidsen, og jeg er helt betaget af hendes enkle og poetiske illustrationer, og jeg glæder mig enormt til at læse Lonely Journey, der vandt årets Ping Pris for bedst børne- eller ungdomstegneserie. Du kan finde hende på iamida.dk og Instagram.

Jeg smuttede forbi Mais+Co, der udgiver Buller bøgerne, dem kan du læse mere om i dette indlæg. De har udgivet en Buller mere, og den var jeg så heldig at få med hjem.

Hos Straarup & Co fik jeg disse tre fine bøger med hjem. Dem glæder jeg mig til at læse.

Jeg var så heldig at være inviteret på BogForum af Arnold Busck, sammen med invitationen fulgte et gavekort til deres stand, som jeg brugte på disse to forskellige titler.

Hos Gyldendal havde de lækre gratis aktivitetshæfter, bogmærker og YA mag.

BogForum 2019 er slut for mig for denne omgang, jeg glæder mig til næste år, hvor jeg kan hænge ud en hel dag, måske to – ja måske endda tre!!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *