Mit navn er Josefine Piihl, og jeg beskæftiger mig med børnelitteratur privat og professionelt. Her på Mit Bogskab anbefaler jeg derfor børnebøger til alle, der læser højt enten hjemme, i vuggestuen, i børnehaven eller i skolen for børn i alderen 0 – 10 år.

Jeg er folkeskolelærer og underviser på en folkeskole i Gentofte. Derudover er jeg Master i Børns Litteratur og Medier fra Aarhus Universitet, og så er jeg mor til to dårende dejlige små damer, som min mand og jeg deler matrikel med på Østerbro.

Jeg har en drøm om at åbne en børnebogsbutik, der dufter skønt af bøger, the og nybagt kage. Her vil jeg anbefale løs af alle de fantastiske børnebøger der findes, give gode råd om læseindlæring, jeg vil læse højt, lave skriveværksteder for børn og have forfatterbesøg.

Indtil det kan realiseres, er der Mit Bogskab, og selvom vi ikke mødes i virkeligheden, er det mit håb at skabe den samme stemning, som jeg ønsker for min butik, herinde.

Anbefalinger ikke anmeldelser

Jeg anmelder ikke bøger i gængs forstand, men jeg anbefaler dem, jeg godt kan lide. Det betyder, jeg ikke skriver om bøger, jeg decideret ikke bryder mig om.

Jeg har et bredt syn på god børnelitteratur, og synes børn skal præsenteres for mange forskellige genrer og typer af tekster og bøger.

Hvordan skal en god børnebog være? Hvis du spørger mig, så kan jeg efter meget grublen kun svare: Den skal være god.

                                                                             – Astrid Lindgren 1970

Søg og du skal finde

I menuen kan du, under Børnebøger, søge efter højtlæsningsbøger i tre forskellige aldersinddelinger, og du kan finde anbefalinger til læs selv bøger. I menupunktet Bøger om… finder du børnebøger efter tema. Under Bogstaver kommer min lærerbaggrund lidt mere til sin ret, her kan du bl.a. finde indlæg om sprogstimulering, læseindlæring, dialogisk oplæsning og rim og remser.

Samarbejder

Jeg samarbejder med en del forlag, men er altid på udkig efter nye samarbejder, hvor børnebøger og universet omkring dem er i fokus.

Du er meget velkommen til at kontakte mig, hvis du har en idé, en bog eller et arrangement jeg skal være opmærksom på.

Har du ønsker til et nyt tema eller indlæg, så send mig en mail, eller skriv en kommentar – det bliver jeg altid glad for.

Jeg håber, du får glæde af Mit Bogskab, og bliver inspireret til at læse en masse bøger højt, og derigennem få en masse gode oplevelser.

Kærlig hilsen Josefine.

josefine@mitbogskab.dk

3 thoughts on “Om Mit bogskab”

  1. Hej Jeg har lavet noget helt nyt indenfor børnelitteratur. Her er det børn i alderen 3-6 som fortæller historier og det gør de med den dejlige fantasi og umiddelbarhed som børn i den alder har. Jeg vil hører om det er noget du kunne tænke dig at anmelde her inde på din blog? Bogen hedder Dinosauren Kurt og andre historier fortalt af børn. Den indeholder 10 små sjove historier og jeg sender dig naturligvis et anmelder eksemplar hvis det har vagt din interresse. Med venlig hilsen Jeanette Madsen

  2. Hej Josefine
    Modtager du anmeldereksemplarer på bøger til de 9-12 årige? Jeg har netop udgivet Forfulgt i fortiden, som er en spændingsbog med fantasyelementer ( i lektørudtalelsen kaldes den en fantasyroman). Bogen er udgivet af Forlaget Mikro.

    Mvh.
    Karsten S. Mogensen
    http://www.kasmo.dk

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *