Jeg er temmelig glad for ABC bøger, og lige præcis den her – gør ikke min begejstring mindre. Det er ABC nytænkning – der er nemlig tale om en narrativ alfabetbog, hvor selve  alfabetet spiller en anden rolle end i andre ABC’er. Bogen handler om de to venner; Hest og Tiger, og dem følger vi alfabetet igennem. Bogstaverne repræsenteres af ord som alene, bedre, charme, drille, elendigt osv. Der er med andre ord på ingen måde tale om en ABC i gængs forstand. Den er sjov og finurlig, og det umage vennepar er svært – ja, charmerende. 

Jeg synes, den kan læses op for mange aldersgrupper – både børnehavebørn og indskolingsbørn, og jeg tænker helt sikkert den skal med mig under armen ud til min lille kommende 1. klasse efter sommerferien.

En ekstra fin detalje ved bogen er de forskellige farver siderne har, det gør den ekstra indbydende.

Venner fra A til Å er skrevet og illustreret af Zarah Juul, der med denne udgivelse debuterer som forfatter. Bogen udgives af Jensen & Dalgaard.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *