Der findes børnebøger, der er skrevet til børn, børnebøger der er skrevet til voksne og så er der børnebøger, der er skrevet til både børn og voksne. Med Flyvebogen befinder vi os, i min optik, i den sidstnævnte kategori.
En ny Strid bog ventes altid med længsel, og Flyvebogen er decideret et bekendtskab værd.
Fortællingen starter på bogens første opslag, der er tegnet i blå og hvid – her opdager Minna at hendes lillebror Austin er blevet væk. Han har dog efterladt et brev, om at han er taget til Kløvermarken. Da Minna på det følgende opslag ankommer til Kløvermarken, markerer både fortælleren og illustrationerne, der har fået farve, at NU starter historien.
Fortællingen består af nye Strid figurer blandet med ældre, Minna får, på sin søgen efter Austin, hjælp fra tre venner, og det er ingen ringere end Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren. En, for mig, ny figur i Strid universet er, foruden Minna og Austin, den lillebitte let skummelt udseende heks Baba Jaga. Hun ved, hvor Minna kan finde Austin, og lærer Minna og de tre nye venner kunsten af flyve. Man skal bare bruge en tændstik, en 2-krone, noget sejlgarn og hindbærbolsjer. Jeg har lyst til at tilføje et naturligvis.
Flyvebogen er en bog, der giver sig god tid. Alene det at lære at flyve foldes ud over flere opslag, det samme gør selve flyveturen, der foregår over Københavns Hovedbanegård, Tivoli og Nordhavn. På flyveopslagene får vi igen en god dosis Strid, dels er der så mange finurlige detaljer på illustrationerne, at bogen kan tages frem igen og igen, men de, der bor i København er også en god blanding af dyr og mennesker, og særligt har pandaer fået en betydelig plads.
Som vi kender det fra Den utrolige historie om den kæmpestore pære, skal der rejses over det store hav, og her kommer vores fire venner ikke til en ø med kæmpe pærer, men derimod til Monstrenes Ø. Illustrationerne af monstrene er fabelagtige, der er et lyserødt, et lysegult og et Stridsk blåt monster, de er heldigvis ikke farlige, da lille Austin, som er fundet på øen, ”behersker dem med mental psyko-teknik”.
Nederst på opslagene er der mindre vignetter af fortællingens figurer, de er ikke en del af fortællingen, men giver nærmest en følelse af, at bogen/forfatteren sprudler af ideer – et form for illustrationsmæssigt overflødighedshorn.
Der er selvfølgelig flere krøller på historien. Minna, Austin, Mimbo Jimbo, Post-Geparden og Tapiren skal naturligvis tilbage til København igen, det gør de flyvende på monstrene. Og da de er vel hjemme viser det sig, at den lille heks Baba Jaga og Austin tit hænger ud i hendes lille hus i Den Sorte Skov i Sibirien. Igen må jeg tilføje et naturligvis.
Jeg vil på det varmeste anbefale Flyevbogen til både børn og voksne. Den kan læses højt for børnehavebørn og skolebørn, og men tag også en stund med den selv – og nyd når tapiren spiller Master of Puppets, og får en kæmpehøjtaler til at fyre et missil af. Igen: naturligvis.
Flyvebogen er skrevet og illustreret af Jakob Martin Strid og udgives af Gyldendal.