Lad os lige starte dagens kapitel med lidt fakta om nissers boliger. Det er sådan, at et nissebo altid har mange indgange, og det er der mindst to gode grunde til:
1 – Uanset hvor nisserne befinder sig, skal de hurtigst muligt kunne forsvinde i sikkerhed for mennesker og dyr.
2 – Somme tider bliver nogle af gangene blokeret af ting og sager, som nisserne slæber med hjem til deres bo, og så er det godt at have andre steder at komme ud og ind.
En af de større indgange til Kildemoseskolens nissebo er fyldt helt op med 12 poser pebernødder. Vesper har læsset dem ind en ad gangen og skubbet bagpå, men gangen bliver åbenbart smallere og smallere, så poserne har dannet en prop, og Vesper orker ikke at tage dem alle ud igen. I stedet har han fra indersiden lavet et hul i posen nærmest nissebo og er begyndt at spise sig ud af problemet.
Det er en indgang, som nissemor ikke bruger, så han er ikke så bange for, at hun opdager det. Hun ville sikkert blive sur over, at han har taget så mange. I stedet tager han en favnfuld med i køkkenet en gang om dagen og lader som om, han blot har hentet et par stykker ude på skolen.
”Du er vel nok en dygtig lille nissedreng,” siger nissemor og ser lidt bekymret på ham. Hun synes det er sundt, at han kommer ud at stjæle lidt mad i ny og næ, for hun har tænkt på, om det med hans far har gjort ham lidt for forsigtig i det. Han blev engang set af en hel skoleklasse, og siden da blev han aldrig den samme igen. Men man kan jo ikke gå og passe på hele tiden.
På kontorets hylde står en ny kasse med posevis af pebernødder, og Dorte snupper sig en håndfuld til sin grønne te. Hun må have en lille pause fra alt det arbejde. Kommunen er efter hende, fordi skolen bruger for mange penge.
Forsikringen betaler for de stjålne computere, men julestjernen og pebernødderne skal de selv dække. Dorte kan ikke se, hvordan de skal kunne spare mere, for det må ikke gå ud over børnene. Det er det vigtigste. Ja, børnene er det allervigtigste på en skole. De er super, super duper vigtige. Dorte ser på tallene på sin computerskærm, der er alt for høje. Alle de høje tal gør hende så træt.
Viktor og Silas spiller mur med nogle andre drenge fra klassen. Silas har glemt alt om depotet i kælderen, men det har Viktor ikke. For han har set det med sine egne øjne, og han vil gerne se det igen. Hvad mon der gemmer sig i alle de kasser? Var det virkelig et sørøverkostume, han havde set på den bøjlestang? Og hvor hurtigt kan man mon køre på den gamle kontorstol, der mangler et hjul? Og de udstoppede dyr! Egernets og fuglenes opmærksomme blikke. Og ræven…! Åh, Viktor kan ikke låse sig ind dernede uden nøglerne, men der må være en anden måde.
Da klokken ringer, og Viktor kommer ind i klassen, står Solveig ved tavlen med nissehue på, og han får en ide.
Viktor beder Manukka om at blive tilbage med ham efter timen. Da klassen går ud til frikvarter, visker Solveig tavlen ren og tømmer sin kaffekop.
”Ville I noget?” spørger hun. Viktor tøver lidt, men så siger han:
”Du tror på nisser, ikke?”
”Jo, det kan du tro jeg gør. Jeg ELSKER nisser.”
”Altså, Manukka og jeg har tænkt på, om der er nisser på skolen, og hvor de ville gemme sig, hvis der var. Og så tænkte vi på skolens depot i kælderen. Er det ikke lige et sted, hvor nisser ville gemme sig?”
Solveig lyser helt op og siger med store glade øjne:
”Jo, det lyder helt rigtigt. Der er garanteret nisser nede i depotet.”
”Skal vi ikke gå ned og se, om vi kan finde dem?” spørger Manukka begejstret.
”Uha nej, nisser skal have lov at være i fred.”
”Vi gør dem ikke noget, vi skal bare lige se dem.”
”Ej, det tror jeg ikke, vi skal,” siger Solveig og begynder at gå. Manukka og Viktor følger efter.
”Vi kan bare lige kigge hurtigt,” siger Viktor, for han er rigtig god til at plage. Han gør også sin stemme helt lille og sød, og hvis Solveig havde kigget på ham, ville hun kunne se et par grundigt indstuderede hundeøjne.
Men hun ser bare ned ad gangen mod personalerummet og tænker garanteret kun på kaffe.
”Smut ud og leg, ikke?” siger hun bare og forsvinder ind bag døren.
”Øv, det duede ikke,” siger Viktor skuffet.
”Skal vi lege?” spørger Manukka, og så forsvinder Viktors tanker om depotet fuldstændig i resten af frikvarteret. Manukka fortæller, at hendes far er fra Grønland og har arbejdet for julemanden i sine unge dage. Det vidste Viktor slet ikke. Han var faktisk lidt i tvivl om julemanden overhovedet fandtes, men Manukkas far har selv set ham, så det må jo være rigtigt.