Påfugl er en fortælling om kønsnormer og identitet og om hvor vigtigt det er, at vi som voksne ser og anerkender den barnet er i sig selv og ikke udelukkende ser det barnet kunne være i kraft af sit medfødte biologiske køn.

Det kunne godt lyde en smule tungt og belærende. Men det er det absolut ikke. 

Dagen før fastelavn er far og Momo ude at se på kostumer. Far tænker supermand eller ninja, men får endeligt øje på et flyveøglekostume. Som læsere kan vi se, at Momos blik er et andet sted nemlig på det smukke farvestrålende påfuglekostume.

Om aftenen har far en overraskelse til Momo; flyveøglekostumet. Momo er ikke glad, det var slet ikke det, han gerne ville klædes ud som. Momo ender som flyveøgle til fastelavn, men han er ikke den, han gerne ville være. Momo sidder bedrøvet på gyngen i skolegården med en batman, en gulerod, en læge og en cowboy susende omkring sig.

Heldigvis får han hjælp fra parkens fuglemand, der viser ham den smukkeste påfugl, som han kan fortælle far om eftermiddagen.

Momos far lytter og forstår. Dagen efter kan Momo endelig være den, han gerne vil være.

Fortællingen er uden de store armbevægelser, man kunne næsten kalde den for stilfærdig. Som læser ser man hurtigt at Momo bare gerne vil være en påfugl, vi skal bare lige have faren med, og jeg tænker egentlig også det er det, barnet ser under højtlæsningen. Fortællinger som Påfugl giver mulighed for identifikation og kan være med til at give et sprog til noget, der kan være svært at tale om. Man kunne sige, at hvis bare Momo havde læst Påfugl sammen med sin far, så havde det måske og forhåbentligt ikke været så svært at sige, at den flyveøgle på ingen måde var sagen, for så ville det jo bare være ligesom i den der historie.

Påfugl er vanvittig smuk, farvestrålende og for den voksne også ret rørende, synes jeg. Jeg tænker ikke jeg behøver nævne, at den er oplagt at læse til fastelavn og alle andre dage for den sags skyld.

Det er Ane Bjørn der både har skrevet og illustreret, hun har også skrevet den fuldstændig fantastiske Trylleblik, hvis ikke du kender den, så er det om at få den læst.

Påfugl udgives af Gutkind. Tak for til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *