Bello sidder i kørestol, han går i skole – og som alle andre børn drømmer han om at blive behandlet fuldstændig ligesom alle de andre. Sådan er Bellos virkelighed bare ikke – og det er han træt af. Virkelig træt. Han skal ikke stå i kø til toilettet som alle andre, han har en voksen hjælper med til alle skolens udflugter, og da han engang blev nr. to i en quiz om indianere, klappede alle helt vildt og meget mere end af hende, der egentlig vandt.
Bellos far insisterer, i misforstået godhed, på at Bello kan blive lige hvad han vil – og da han en dag vælter i køreskolen, bliver det så tydeligt at Bello ikke er en lille dreng, man taler almindeligt til – man taler om ham som en sart ting, der skal passes ekstra på. Den dag kører Bello sin vej ud i skoven.
I skoven kører han fast, og møder en pige. Og endelig er der en, der ser Bello fuldstændig som han er. En dreng. Og tilmed den dreng der helt ufortjent fik det største bifald ved en quiz om indianere. Hendes bifald – for det var hende, der vidste mest – og nu står hun der helt arrig.
Bello er en ganske særlig og fantastik billedbog, og må jeg egentlig ikke foreslå, at den bliver obligatorisk læsning i skolen? Den er blændende smuk, dragende og frastødende på en og samme gang. Den gør ondt, den gør godt, og man føler med Bello – og samtidig åbner den for, at man kan tale med sine børn eller elever om noget, der kan være rigtig svært.
Afsted mod et bibliotek eller en boghandel – snup Bello – og mærk hvordan verden blev en lille smule større.
Bello er skrevet af Mette Eike Neerlin og illustreret af Otto Dickmeiss, den udgives af Høst & Søn.