IMG_0258Verdens absolut mest ensomme gris står og kigger ind på en børnehave med en fin legeplads omkring. Grisen kan dufte nybagte boller, den kan se børn, der rutsjer, og den kan høre børn, som hopper og har det sjovt.

Verdens absolut mest ensomme gris vil også i børnehave. Heldigvis kan den møffe sig ud fra grisestien, og endnu mere heldigvis er der en sød pige, der lukker den ind på børnehavens legeplads.

Et par handlekompetente børn udstyrer grisen med en tyk trøje, overtræksbukser, et halstørklæde – og som prikken over i’et – en kasket. Så er den gris så godt som ukendelig. Den kan næsten være med hele dagen i børnehaven, uden de voksne opdager den. Lige indtil grisen slet ikke kan lade være med at lege med vand, så går det galt. Og mærkværdigt nok er de voksne ikke helt vilde med tanken om en grisebasse i børnehaven.

Jeg tør til gengæld godt love dig, at dit barn bliver vild med Der er en gris i børnehaven, mit helt eget børnehavebarn herhjemme syntes, den var sindssyg sjov. Tænk sig hvis man kunne lykkes med at smugle en gris ind i børnehaven – oh store fryd!

Der er en gris i børnehaven er skrevet af Johanna Thydell, og de fine illustrationer er lavet af Charlotte Ramel. Den er i sin tid udgivet af Gyldendal, men jeg tror, du skal forsøge at finde den på dit lokale bibliotek.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *