Du skal give en julegave, og du vil egentlig ikke give endnu en plastikdims, der bliver væk i mængden eller i grannålene juleaften. Du vil gerne give en gave, som man kan tage frem igen og igen. Du beslutter dig for at give en bog – og her opstår det egentlige dilemma – for hvilken bog? Her iler Bogskabet til hjælp, for i dag og de to følgende dage får du Mit Bogskabs officielle julegaveinspiration 2019. I dette indlæg får du inspiration til bøger til familiens mindste – helt præcist de 0-3 årige.

Til de allermindste skal det være bidevenligt, farverigt og genkendeligt – et bud på det kunne være Verdens bedste bondegård, der ikke er én men hele fire papbøger om fire bondegårdsdyr. Det er simple historier, der er masser af dyrelyde der skal siges, og bøgerne er tegnet i et evigt solskin.

Bøgerne er skrevet og illustreret af Jan Mogensen, der står bag mangt en småbørnsbog. Bøgerne udgives af Alvilda.

Jeg vil endnu en gang anbefale serien om Buller. Buller er en opdateret version af de klassiske Totte og Lotte bøger. Altså bøger for de mindste, der indeholder helt genkendelige hverdagssituationer, pakket ind i korte tekster og fine illustrationer. Siden jeg skrev mit første indlæg om Buller (det kan du læse her) er der kommet en bog mere, der adskiller sig fra de fire andre ved at være en rim og remser bog, der samtidig indeholder forslag til små lege, der kan leges med barnet samtidig med at man læser remsen.

Bøgerne om Buller skrives og illustreres af Mervi Lindman og udgives herhjemme af Mais+Co.

Buller og hans fine krop har tidligere været månedens bog hos Mini Bogskabet, det kan du læse om i dette indlæg.

Serien om Lille Mus handler om en noget bestemt børnehavemus, der bor med sin endog meget tålmodige mor.

I bøgerne om Lille Mus er der mere tekst og mere handling end i bøgerne om Buller. Igen er det de helt nære hverdagssituationer, der tages fat på. Lille Mus siger nej  handler om børnehavemusen i bedste kan selv-vil selv alder (du kan læse mit indlæg om bogen her). I Lille Mus får besøg kommer der en ven på besøg (den kan du læse mere om her), og endeligt skal der holdes jul i Lille Mus holder jul. Kort sagt hverdagshistorier i museformat med detaljerige illustrationer og en høj grad af genkendelighed for både barn og den voksne højtlæser.

Lille Mus er skrevet og illustreret af finske Riika Jäntti og udgives herhjemme af Forlaget ABC.

Lille Mus siger nej har tidligere været månedens bog hos Mini Bogskabet, det kan du læse i dette indlæg.

Fandt du ikke lige det, du søgte – så kan du altid finde mere julegaveinspiration til aldersgruppen ved at klikke dig ind under fanen ”Børnebøger” og derefter ”Højtlæsning 0-3 år”.

Enkelte af titlerne er modtaget som anmeldereksemplarer, og dem siger jeg naturligvis tak for.

I morgen gælder det julegaveinspiration for de 3-6 årige.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *