Mini Bogskabet arbejder med emergent literacy og højtlæsning i vuggestuen. Hver måned præsenteres en bog, der kan læses højt i vuggestuen eller dagplejen.

Når vi arbejder med emergent literacy er det under overskrifterne:

Barnets fonologiske opmærksomhed– her arbejdes der med barnets fornemmelse for bogstaver og ord.

Barnets ordforråd– her arbejdes der med barnets forståelse for det, der læses og samtidig på at styrke ord og begreber hos barnet, der har afsæt i barnets verden.

Barnets narrative kompetence– her arbejdes med barnets forståelse for at historien er fiktiv, og på hvilken rolle illustrationerne spiller for fortællingen.

Barnets viden om bogen som medie– her arbejdes på barnets forståelse for bogen som et objekt, hvordan skal den bruges, hvor åbner man, hvordan holder man den, etc.

Højtlæsningen og samtalen af og om Den forkerte bog sigter primært mod hovedmålene:

Barnets fonologiske opmærksomhed: Barnet skal udvikle en forståelse for, at det trykte ord repræsenterer en lyd. Med andre ord skal barnet lære at forstå, at det er, de fortrinsvis sorte tegn, den voksne siger under højtlæsningen.

Barnets ordforråd: Barnet skal opnå et ordforråd, der sikrer en forståelse for det læste, og styrkes i de ord og begreber, der har afsæt i barnets virkelighed.

Sekundært arbejdes der med målet: Barnets viden om bogen som medie.

Den forkerte bog er noget så klassisk, for den 0-3 årige aldersgruppe, som en pegebog. Det kvadratiske format og størrelsen leder tankerne hen på klassikerne Lotte og Totte. Dog er denne bog tykkere og i bidevenlig pap. Men! – for der et men – det her er noget ganske andet end en almindelig pegebog. Den er nemlig som titlen antyder helt helt forkert. Vi ser det straks på forsiden: en voksen mand smider bogen i en skraldespand alt i mens det måbende barn ser til. På det første opslag bliver det endnu værre. Der er to illustrationer, det ene er tydeligt en banan, det andet er tydeligt en rød cirkel. Under står der henholdsvis æble og blå. Jeg synes den her bog er sjov. Den er mærkelig og forkert. Men den er sjov – og også for voksne. Her er der mulighed for at arbejde med børnegruppens forforståelse. De vil forvente det helt klassiske set-up: Den voksne åbner bogen, peger på illustrationen, og siger hvad det er. Men så er der jo bare noget galt. For en banan er jo ikke et æble.

Alverdens ord og billeder er en pegebog i stort format, som, det vil være mit forslag, kan indkøbes til vuggestuen, så man altid har den. Den er vældig fin og dækker alt fra dyr til ting i hjemmet til mad til naturen. Du kan læse en smule mere om den her

Højtlæsningen kan gribes an på følgende måde: 

  • Overvej om det er hele stuens børnegruppen, en mindre gruppe eller enkelte børn, der skal have bogen læst højt. Den forkerte bog har et mindre format, derfor er det en god idé at organisere højtlæsningen, så børnene sidder tæt ved oplæseren.
  • Se på forsiden sammen og peg på de tre ord i overskriften, samtidig med at de læses højt. Dette vil være med til at skærpe børnegruppens fonologiske opmærksomhed, hvor der arbejdes med barnets fornemmelse for bogstaver og ord.
  • Se på manden på forsiden af bogen. Hvad gør han med bogen? Må man det?
  • Under højtlæsningen vises bogens billeder. Giv plads til at børnene kan udtrykke deres undren. Hvis der ikke kommer en reaktion, så stil spørgsmålet: Er det her et æble? Bogen skal være sjov og give anledning til fis og ballade.
  • Efter højtlæsningen kan man finde en klassisk pegebog frem, og minde hinanden om, hvordan det plejer at være.
  • Gentag højtlæsningen af bogen flere gange i løbet af måneden. De største børn fører måske an i at sige: Nej, når de forkerte ord bliver læst op.
  • Bogen kan også bruges sammen med Gunilla Woldes Lotte Modsat. En Lotte bog hvor Lotte gerne vil gøre alt anderledes end normalt. 

Den forkerte boger skrevet og illustreret af kunstneren HuskMitNavn. Find den på biblioteket eller hos boghandleren.

Jeg håber, du har lyst til at dele dine erfaringer med højtlæsning af Den forkerte bog, send mig enten en mail på josefine@mitbogskab.dk, eller del på Instagram og brug #minibogskabet og #højtlæsningivuggestuen

Inden jeg ønsker god fornøjelse med læsningen af månedens bog, skal jeg beklage at indlægget er udgivet efter september er kommet godt i gang. Jeg skal bestræbe mig på, i fremtiden, at have indlæggene klar én af månedens første dage.

God fornøjelse med månedens bog!

One thought on “September måneds bog hos Mini Bogskabet 2018”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *