IMG_0479Møde med en stjernespiller er endnu en bog i genren børnefodboldlitteratur, og del af en italiensk børnebogsserie. Den tager sit udspring i Italien, og indeholder faktisk masser af fodbold.

Min børnefodboldlitteraturmodel bliver udfordret her, i det at børnene undervejs faktisk spiller masser af fodbold. Vi kommer ind i bogseriens handling, efter at børnene har vundet en regional italiensk liga, og nu skal de til hovedturneringen i Rom, hvor de skal spille mod de andre regionale vindere.

Uden at afsløre for meget af bogens handling, så kommer modellen dog til at holde igen. Børnene spiller fodbold, og pludselig vælter modstanden indover. Nogle bliver skadet, maskotten bliver væk, de taber til de dårlige og pludselig er finalen langt væk.

Selvom modellen holder, så synes jeg faktisk at bogen også er meget mere end det, og derfor klart den bedste jeg har læst i denne serie af gæstebloggerindlæg.

Vi møder blandt andet Roms store søn, den aldrende stjerne (der netop har forlænget kontrakten) fra AS Roma, Francesco Totti, og en velkendt skikkelse i dansk fodbold, Gribben, spanske Emilio Butragueno. Som den opmærksomme læser husker som ham, der med fem mål i samme kamp, satte en brat stopper for de danske VM drømme i 1986.

Bogen fungerer både som selvlæsning for de 10 – 12-årige, men faktisk også som højtlæsning fra otte års alderen. Når man læser den som voksen får man også muligheden for at drømme sig til Rom. Der er en passende detaljerigdom, og man får mulighed for at drømme sig til Villa Borghese, Piazza Navona og Colosseum.

Jeg ser derfor også, at den kan fungere godt som danskfagligt selvlæsningssupplement til et tværfagligt dansk – historie forløb om Rom. Forfatteren Luigi Garlando er kendt som fodboldskribent hos den ansete italienske sportsavis Gazzetta dello Sport, og giver både gode beskrivelser af spillet og den velkendte italienske disciplin, taktik.

Møde med en stjernespiller er 11. bind i serien Mål! – du kan finde dem på carlsen.dk.

Tak fordi du læste med, god sommer!

Dette er Jespers sidste fodboldindlæg i denne omgang. Tusind tak for hjælpen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *