For børn i alle aldre gælder det, at hvis man skal udvikle sig til en sikker læser, eller til et barn der interesserer sig for bøger – så skal der bøger til. Det kan være en ret bekostelig affære at følge med i skiftende interesser, emner og når det gælder selvlæsningsbøger – sværhedsgrader.

Må jeg i den forbindelse ikke slå et kæmpe slag for bibliotekerne? Ikke nok med at de har mange skønlitterære titler og fagbøger, så har de ofte også et ret solidt udvalg af selvlæsningsserier. I mit forrige indlæg skrev jeg om Gyldendals Læs Løs serie, der er let tilgængelig også for ikke fagpersoner. Men der findes et utal af forskellige serier, der henvender sig til begynderlæsere.

Når I går på jagt efter selvlæsningsbøger så sænk ambitionsniveauet, de skal nok nå til Harry Potter en dag! Min tommelfingerregel er, at hvis man skal have hjælp til mere end to ord på en side, så er teksten for svær. For begynderlæsere er det altid sjovest og mest motiverende at få succesoplevelser, så vælg noget der er let. Når barnet kan læse flere tekster selv, så husk stadig på at sænke ambitionsniveauet, og husk at holde fast i lette bøger også. Når barnet læser lette tekster, trænes læsehastigheden, hvis man altid læser i bøger der er en smule for svære, så nedsætter man sin læsehastighed.

Og så tilbage til biblioteket…

Hvis du har lyst til en bog, der introducerer biblioteket, så vil jeg foreslå Bosse på biblioteket. Bosse er en lidt tvær bjørn, der har syv bøger på reolen – og det er faktisk lige præcis alle de bøger, han har brug for. Punktum. Heldigvis har Bosse en god ven, det er Magnus en lillebitte frisk mus, der gerne vil en tur på biblioteket. Det gider Bosse på ingen måde – men selvfølgelig kommer de derhen, og selvfølgelig kan det bibliotek sådan set godt bruges til noget. Der er nemlig både oplæsning og andre bøger end de syv på reolen.

Bosse på biblioteket er skrevet af Bonny Becker, og illustreret af Kady MacDonald Denton. Herhjemme udgives den af Lamberth.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *