img_1311

Der var engang, hvor jeg aldeles ikke gad læse om den der lille troldmandsfyr Harry Potter. Alle talte om Harry, og jeg gad godt nok ikke være med.

Et barn med tryllestav – dét blev uden mig.

Det var lige indtil jeg blev tvunget til at læse Harry Potter og de Vises Sten. Jeg var lige startet på lærerseminariet i 2001, og vores første emne i dansk var litteratur for børn, og der skulle HP indgå.

Modvilligt gik jeg i gang. Og med et trylleslag (høhø) blev jeg fuldstændig bidt af Harry Potter og ikke mindst universet. Jeg elskede den lille fyr, og derefter gik det stærkt med at læse de andre, der var udkommet, og når der kom en ny, var glæden enorm.

Jeg elsker elsker elsker Harry Potter. Bøger, film – det hele, og jeg er faktisk slet ikke rigtig til magi, trolddom eller fantasy. Men Harry – han er lige mig!

Så det var med noget bæven, jeg læste om det nye skuespil og manuskriptbog. Kunne det nu blive helt lige så godt?

Jeg er STOR vild med Harry Potter og Det Forbandede Barn – den er fantastisk. Intet mindre. Jeg var hurtigt tilbage i universet, og kunne næsten ikke gøre andet, end bare at læse bogen til ende. Hurtigt.

Jeg vil selvfølgelig slet ikke ind på handlingen, blot vil jeg sige: Læs den! Den er magisk og fantastisk, og meget hurtigt læst, da det jo er en manuskriptbog. Man vil virkelig gerne have, den fortsætter og fortsætter.

Nu drømmer jeg så virkelig meget om en tur til London for at se stykket – oh store fryd – dét ville jeg godt nok gerne.

Er der da slet ikke noget negativt at sige om bog nr. otte, tænker du måske lidt skeptisk?

Og jo – der var en lille irritation, der sneg sig ind på mig – jeg synes, de har gjort Ron til en lidt for komisk – dum person, der ikke forstår og hele tiden, siger noget galt.

Det er ikke fair i min optik. Heldigvis, og måske derfor, er hans rolle i bogen meget minimal, så den der lillebitte irritation er virkelig lillebitte.

Læs, nyd og drøm dig til London! – det gør jeg i hvert fald.

Harry Potter og Det Forbandede Barn er skrevet af J. K. Rowling, Jack Thorne og John Tiffany, den udgives herhjemme af gyldendal.dk.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

2 thoughts on “HP feberen raser!”

  1. Havde det på samme måde. Kunne simpelthen ikke forstå hvad alt den hype skulle til for. Syntes også den første film var F.E.S.E.N…. Men så skete der det, at jeg fik et barn. Og jeg gik ture med vognen. Laaaaange og maaaaange ture. Min veninde havde bøgerne som engelsk lydbog. Og så var jeg solgt til stanglakrids. Har netop læst den illustrerede udgave af De Vises Sten for det selvsamme barn, som nu er gået hen og blevet 7 år og hun er vild med fortællingen. Fuldstændig. Og synes det er fedt sådan som hun lever sig ind i fortællingen. Så hurra for Rowling! Har ikke læst Det Forbandede Barn. Endnu. Skal bare lige have overstået et speciale…
    Tak for bloggen og inspiration til gode læseoplevelser

    1. Det er præcis dét, der sker – man bliver solgt til stanglakrids. De er simpelthen så gode.
      Jeg har de to illustrerede liggende på mit bord, og de er bare så smukke.
      Glæd dig til Det Forbandede Barn – efter specialet – og held og lykke med det i øvrigt.
      Og tusind tak fordi du læser med:-)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *