Vesper vågner ved, at han vender sig i sengen og ruller hen over en skarp tak fra nøglebundtet, som borer sig op i madrassen nedefra. Det er alt for stort til at have liggende sammen med alle de andre flotte, skinnende ting, han har fundet rundt omkring: Papirclips, en ørering, et stykke stanniol fra en madpakke og en skrue, der var faldet ud af en stol.

Werner havde samlet den op og spurgt ud i klassen, hvem det var, der havde en skrue løs, grinet lidt for sig selv og derefter lagt den i vindueskarmen lige ved tavlen. Efter skoletid var det pærelet for Vesper at kaste en snor med en lille magnet ud og fiske skruen op, så han kunne tage den med hjem. Han må hellere holde lidt igen med alle de skinnende ting, for der er absolut ikke plads til mere under sengen. Måske skal han begynde at gemme tingene andre steder.

Nissemor råber fra køkkenet, at der er morgengrød. Hun kigger ind til ham, netop som han har lagt dynen på plads, så den ligger ud over kanten af sengen og skjuler hans kostbare samling af metal.

”Jeg er bare ved at rede sengen,” siger Vesper, og nissemor nikker med et bekymret blik på sin søn. Nu rydder han også op, det kan da ikke være et godt tegn, tænker hun. Den dreng opfører sig alt for pænt. Dengang hun var barn, var det noget andet. Hvor havde hun lavet meget ballade rundt omkring på skolen med sine søskende. Måske er det, fordi han mangler søskende, for det er nok ikke helt så sjovt at drille alene. Det er en skam, hun selv er blevet for gammel til den slags pjat. Eller kan man egentlig blive for gammel til at drille? Nissemor kommer i tanke om sin gamle onkel Wilfred, der var flere hundrede år gammel, dengang han klippede hul i inspektørens hjemmestrikkede uldsokker. Hun kommer til at grine. Den historie hørte hun mange gange som barn. Måske skal hun fortælle flere af de gamle historier for Vesper, og måske er der også andet, hun kan gøre for at hjælpe ham i gang med nogle gode og sunde drillerier.
Dorte stikker hovedet ind i klassen i en matematiktime. Hun spørger med en høj hvisken, om Werner har fundet julestjernen. Nu nærmer juleafslutningen sig jo, og det ville være dejligt at kunne se op på den flotte store julestjerne, mens hele skolen synger ’Højt fra træets grønne top’.

”Der er vist ikke nogen vej udenom,” siger Viktor, da timen er slut.

”Nej. Eller, hvad mener du?” spørger Werner, og hans tykke mave knurrer højlydt. Den ved nemlig godt, at det er tid til en ostemad.

”Dig, mig og Manukka, vi går lige et smut i depotet og leder efter julestjernen. Bare så du kan sige helt sikkert til Dorte, at den ikke er der.”

”Hvis den ikke er der, så er der jo ingen grund til at lede. Smut ud og leg.”

Viktor gider ikke gå ud, så han bliver siddende helt stille i klassen. Pludselig får han øje på en snor der stikker ud fra en rist i loftet. Der er noget tungt i enden af snoren, som bliver ført ned mod lærerbordet, hvor der ligger en knappenål fra opslagstavlen. Viktor ser knappenålen springe op på det, der så må være en magnet, og derefter forsvinde langsomt op i luften mod loftet igen. Viktor kravler hurtigt op på lærerbordet og ser op mod risten og lytter. Men der er helt stille og intet at se. Han er heller ikke høj nok til for alvor at kunne se noget. Viktor stiller en stol op på bordet og kravler med rystende knæ op og strækker sig mod loftet.

”Viktor!” råber en stemme, og Viktor er lige ved at skvatte ned af forskrækkelse. Det er Solveig, og hun kommer nærmere med et meget vredt ansigt.

”Kan du så komme ned, er du klar over, hvor farligt det er?”

”Jeg skulle bare…”

”Du skal overhovedet ikke noget. Du kan falde ned og brække halsen!”

”Men Solveig,” siger Viktor med lysende øjne. ”Der er nisser! Der er virkelig nisser. Jeg så det selv, knappenålen…”

”Pyha en forskrækkelse,” afbryder Solveig og tager en dyb indånding. ”Tænk, hvis du brækkede halsen, og så lige op til jul. Du godeste, altså.”

Klassen vælter ind ad døren og finder deres pladser. Viktor er ved at revne, for han skal fortælle nogen, om det han så. Men hvem vil tro på ham? Hvem vil virkelig tro på ham? Viktor ser på Manukka med det lange mørke hår, der ligger så fint ned over hendes sølvgrå sweater. Manukka er måske den eneste, der vil tro på ham.

Vesper løber, så hurtigt han kan, ned til nisseboet og ind på sit værelse.

”Er der noget galt, Vesper?” spørger nissemor.

”Nej,” svarer han inde bag den lukkede dør. Den stakkels dreng keder sig vist. Det kan jo være sundt at kede sig, men ikke i december. Nissemor bliver simpelthen nødt til at gøre noget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *