Julestjernen er en kalenderhistorie i 15 kapitler skrevet særligt til Mit Bogskab af Lilian Muff.

Mon du glæder dig lige så meget til jul som Viktor, Vesper og alle de andre på Kildemoseskolen? Her er der hvert fald en dejlig julestemning på den sidste dag før ferien. I klassen synger Werner og Solveig for på Søren Banjomus. Der bliver mumlet lidt i versene, for der er så mange ord, men på omkvædet skråler alle med på skillemadinkadinkadu, mens Werner ringler med sit nøglebundt, som han fik af Dorte samme morgen. Hun havde set forvirret ud og hvisket noget om rotter.

Vesper og nissemor sidder oppe over risten og nynner stille med.

”Mor,” siger Vesper stille. ”Der er faktisk én ting mere, jeg har taget.”

”Hvad er det?” Spørger nissemor og ser strengt på ham.

”Jo altså, den var så flot og kæmpestor og den glimter, når lyset skinner på den.”

”Hvad har du taget?” Nu hvæser nissemor, for de er stoppet med at synge nedenunder, og de må være så stille de kan.

Vesper gør tegn til, at hun skal komme med, og de lister gennem de usynlige gange helt hen i det store loft over gymnastiksalen.

Midt i det store rum ligger en hvid tingest med takker, der stritter i alle retninger, og netop som solen står op og lader sit lys skinne ind ad det lille loftsvindue, glimter det i en masse små sten, så man næsten bliver blændet.

”Men Vesper, det er jo julestjernen!”

”Er den ikke smuk?”

”Den er meget smuk, men den skal jo sidde på træet, hvor alle kan se den og nyde synet. Der er ikke meget julestemning i den papstjerne, de har sat op i år. Hvordan har du overhovedet fået den herop?”

”Nogen havde tabt den nede i gymnastiksalen sidste år, da de ryddede op, og så slæbte jeg den herop helt alene.”

”Hvordan får vi den hele vejen hen til aulaen?”

I det samme lyder dørklokken, og det ringer og runger ned gennem gangene. Nissemor og Vesper løber alt, hvad de kan hen og åbner den lille dør i skorstenen. Ind vælter det med larmende, snakkende nisser i alle størrelser.

”Velkommen, velkommen!” råber nissmor og krammer dem alle sammen og fortæller, hvor de kan lægge deres bagage og overtøj.

”Men før vi gør noget som helst andet, er der noget I må hjælpe med.”

Alle børn og voksne på skolen strømmer mod aulaen, hvor de skal holde juleafslutning. Grete sidder klar ved klaveret, og Dorte skal synge for. Hun ser over på træet og sukker ved synet af den hjemmelavede stjerne i toppen. Måske er det også rotter, der har taget stjernen. Tænk, hvis de har spist den! Hun skutter sig ved tanken. Men pludselig lyder en susen, og alle bliver med ét stille og ser sig omkring. Det er som om, det blæser inden døre. Hvad er det for noget?

Helt oppe i loftet er en luge blevet åbnet, og en stor, hvid, skinnende genstand svæver ned gennem luften. Den drejer og skifter retning og lander lige foran Dortes fødder.

”Du godeste! Det er julestjernen!” råber Dorte, og Werner kommer farende.

”Det er det sørme også! Det er julestjernen!”

Alle ser op mod lugen i loftet, der igen er lukket, som om det aldrig var sket. Werner finder den store stige frem og stiller den hen ved siden af træet, før han modigt kravler mod toppen. Solveig og Hammer-Hans holder i den, så den ikke vælter.

Papstjernen dumper mod gulvet, og den store hvide stjerne kommer på plads. Måske er pynten stadig ikke det pæneste, og juletræslysene sidder kun på de nederste grene og lyser næsten ikke. Men det gør ikke så meget, når den gamle stjerne sidder på sin plads og spreder sin fred til alle, der ser på den.

”Højt fra træets grønne top,” synger de alle sammen, og ja, deroppe fra toppen af juletræet stråler juleglansen.

”Glædelig jul,” siger Viktor og giver Werner et stort kram. Solveig får også et. Han stopper foran Manukka.

”Så blev det ikke os, der fandt stjernen.”

”Nej, men jeg er glad for, at jeg fik depotet at se. Det var faktisk ret sejt.”

Det var måske ikke helt så sejt, som Viktor huskede det, men til gengæld var Manukka med, og det gjorde det hele lidt bedre.

”Tror du, det var nisserne?” hvisker Viktor.

”Det er jeg helt sikker på.” Manukka læner sig frem og giver Viktor et hurtigt knus, der dufter af appelsiner.

”Glædelig jul,” siger hun.

”Glædelig jul,” svarer Viktor.

Nede under aulaen og ved siden af depotet i den mørke kælder sidder en stor familie samlet. Der er grød og pebernødder i lange baner, så det bliver ikke meget bedre.

Vespers fætre snakker løs om alle de drillerier, de har lavet derhjemme i år.

Vesper fortæller til gengæld om den dag, hvor hans mor fik brandalarmen til at gå, og de byttede rundt på alle blyanterne.

”Drillede du med din mor? Wow, det gider vores mor aldrig. Hvor er du heldig,” siger fætrene og griner. Nissemor blinker stolt til Vesper.

”Vi er jo kun os to,” siger hun. ”Men hvad siger I til, at I alle kommer igen næste år, men allerede i starten af december? Så vi kan fejre hele julemåneden sammen – kunne det ikke være hyggeligt?”

”Det var da en fantastisk idé!” siger onkel Fritjov, og mens de voksne skåler i nisseøl, fortæller nissebørnene hinanden drillehistorier og falder efterhånden i søvn i en stor lykkelig klump foran pejsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *