I klassen står Werner og taler om de opgaver, klassen skal arbejde med i dag. Manukka kigger på hans skæg, som bevæger sig, mens han taler. Det hopper op og ned og stritter lidt ud til siderne, slet ikke som julemandens hvide skæg, der sidder flot og rundt på alle billeder. Munden og skægget bevæger sig deroppe ved tavlen, men Manukka kan ikke fange ordene eller få dem til at hænge sammen. Hun tænker nemlig på, hvem der skal åbne pakkekalenderen til frokosten i dag.

”Var der egentlig biler, dengang du var dreng?” spørger Viktor pludselig, og han glemmer helt at række sin finger op. Werner stopper med at snakke om matematik og kigger lidt på Viktor.

”Hvad mener du?”

”Var de opfundet?”

”Sig mig, hvor gammel tror du egentlig, jeg er?” spørger Werner og stikker en knyttet hånd i hver side, så hans tykke mave stritter lidt mere ud i klasselokalet.

”80 måske?” spørger Viktor.

”Neej, 72!” siger Manukka, som nu er helt opmærksom, og snart begynder hele klassen at råbe i munden på hinanden: ”43! 87! 90! 50!” og Werner bliver helt vild i hovedet over alle de tal, for det er noget af det bedste en matematiklærer ved.

”Nej nu… nu stopper I! Hallo!” siger Werner og klapper et par gange, til klassen falder lidt til ro.

”Der har været biler i mange år, før jeg blev født, men nu var det jo ikke helt det, vi skulle snakke om i dag.”

Dorte ovre fra kontoret stikker hovedet ind i klassen, og alle bliver stille, for det er hende, der er inspektør og bestemmer det hele. Hun smiler stort til børnene og siger så med en lav stemme, som om det så kun er Werner, der kan høre det:

”Bliver det til noget med den julestjerne? Træet ser lidt æh… afpillet ud.” Hun smiler meget stort til både Werner og alle børnene, men øjnene er store og alvorlige.

”Vi får jo besøg af dem fra kommunen i morgen, så der må det godt se lidt… ja, lidt flottere ud.” Hun klapper to gange på dørkarmen og lukker døren igen.

”Den skide julestjerne,” siger Viktor, og Werner har vist glemt, hvad han selv sagde i kælderen i går, for han ser strengt på Viktor og siger:

”Hov hov, tal ordentligt knægt.”

Der lyder et bump, som nærmest kommer fra tavlen, eller måske bag tavlen?

”Hvad var det?” spørger Tanja. ”Er der nogen bag tavlen?”

”Er der nogen bag tavlen, ja hvad tror du selv?” spørger Werner.

Måske har du tænkt på de små folk på skolen, og måske har du gættet helt rigtigt: Det er skolens nisser, der bor i nogle små rum i kælderen. Men de har usynlige gange, der fører rundt på hele skolen, og en af dem fører om bag tavlen og op til en udluftningskanal, som har en rist i alle skolens lokaler.

Vesper piler ned ad gangene med bankende hjerte og rutsjer ned i kælderen, hvor han stopper op foran den åbne dør ind til køkkenet, hvor der dufter dejligt at risengrød.

”Kommer du dér, Vesper?” råber nissemor og ser op fra sit strikketøj, men Vesper lister bare ind på sit værelse og lukker døren, for han er lidt forskrækket over, at børnene kunne høre, da han tabte en rulle glimmertape bag tavlen. Ingen må jo se eller høre ham, det har han fået at vide utallige gange, siden han var lille.

Nissemor rejser sig og rører i grøden på komfuret. Intet er altså, som da hun var ung og boede på Kildemoseskolen med sine forældre og fem søskende, og der altid var snak og gang i gaden.

Hun bliver somme tider lidt bekymret for Vesper, når han sidder og læser eller spiller Mus helt alene. Bare han ikke er ensom. Og gad vide, hvad han ellers får tiden til at gå med? Går han bare rundt og keder sig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *