img_1907

Livas juleønske er en adventshistorie i fem dele. De fire adventssøndage og juleaften får du et afsnit lige til at læse højt. Historien egner sig som højtlæsning for indskolingsbørn, og hvis du er lærer og vil læse den op i din klasse, mailer jeg meget gerne historiens sidste del til dig, så du kan nå at læse den, inden juleferien rammer skolerne.

Du kan læse historiens første del her, og anden del her.

Historien er skrevet af Lilian Muff.

Tredje søndag i advent får Liva serveret morgenmad på sengen. Det er bare cornflakes med mælk, men det er stadig hyggeligt. Mikala sætter bakken på skrivebordet og giver Liva skålen.

– Din mor sover stadig, så vi kan vel sidde her sammen, siger hun. Liva er ved at vænne sig til sin hemmelige hjælper, og hun rykker lidt, så der bliver plads til englen. Det har været en mærkelig uge. Ud over at Liva har fundet en engel i sit klædeskab, har hendes klassekammerater fået at vide, at Livas mor er syg. De så en lille film i klassen om depression, og Anne fortalte, at Livas mor både fik medicin og gik hos en psykolog for at blive rask igen. Anne havde forklaret, at det er sådan en, der ved en masse om menneskers tanker og følelser.

Det var rart, at klassen fik det at vide. For det var faktisk hårdt at gå og passe på, at de andre ikke skulle opdage det. Sandras mor sagde for nogle uger siden, at hun ville ringe og spørge Livas mor, om Sandra kunne sove hos dem i weekenden. Liva havde løjet og sagt, at de skulle have gæster. Hun kunne jo ikke have besøg, når hendes mor bare lå i sengen, og Liva måske selv skulle varme mad fra fryseren. Men nu ved de det allesammen, og der er ingen, der har sagt noget dårligt til hende. Tværtimod har Livas klassekammerater været rigtig søde ved hende.

 

Mikala har fortalt Liva lidt, om det sted hun kommer fra, mens Liva sad og kiggede ud af vinduet. Hun kunne ikke rigtig se nogen stjerner for gadelampen, men hun kunne sagtens forestille sig de mange lys på himlen, mens Mikala fortalte. Liva har også mærket på Mikalas bløde vinger, som hun gemmer under den blå kappe. Mikala har fortalt om de tre små mirakler, hun må lave. Liva kunne ikke forstå, at Mikala havde brugt et mirakel på at komme ind i lejligheden.

– Du havde nok ikke bare lukket mig ind, hvis jeg havde banket på, sagde Mikala.

– Nej, men kan en engel ikke bare gå igennem væggen?

– Kun de voksne engle, var Mikalas svar. – Der er mange ting, jeg ikke kan endnu.

Nu sidder Mikala med en notesbog og en kuglepen, for hun skriver alt det ned, hun gør for Liva og hendes mor. Listen er lang, men det er mest rengøring og oprydning. På en anden side i bogen skriver hun om Livas mor.

– Skal du virkelig ikke have noget mad? Spørger Liva forundret og tager en mundfuld cornflakes.

– Nej, vi engle spiser altså stadig ikke mad, svarer Mikala med et smil og bladrer frem og tilbage i sin bog.

– Ok, siger hun. – Det er den 11. december. Vi har pyntet op til jul i lejligheden. Din mor er stået op med dig to gange i den uge, der er gået og har været nede og handle tre gange. I har også spist aftensmad sammen fire gange. Vil du ikke sige, det går fremad?

– Jo, lidt, siger Liva og ser på listen.

– Hvad skal vi mere nå? Spørger Mikala og sidder klar til at skrive ned.

– Jeg vil gerne have købt julegaver til mine forældre, Jens og Brumle. Og Minna skal også have en gave. Nogle af dem kan jeg måske selv lave. Er du her egentlig stadig til jul? spørger Liva.

– Neej, den 24. december skal jeg til min chefs fødselsdag. Det er en ret stor fest deroppe.

Liva hører noget pusle ude fra køkkenet og står op og kigger. Det er mor, der finder ting frem i køkkenet. Liva ser på Mikala og løfter øjenbrynene.

– Jeg ved ikke, hvad hun laver, hvisker Liva. – Men jeg går derud. Vi ses.

– Godmorgen Liva, siger mor. – Jeg vågnede og fik sådan en lyst til pandekager, og så tænkte jeg, at hvis der var noget, du har fortjent, så er det pandekager til morgenmad.

Liva smiler. Hun siger ikke, at hun har spist cornflakes. Hun kan sagtens spise en pandekage eller to. Og det er længe siden, hun har set sin mor med den energi fra morgenstunden.

– Har du det bedre? Spørger Liva og finder panden frem fra skuffen.

– Ja, det går lidt bedre. Det skal nok blive godt igen. Det siger hende damen, jeg taler med om fredagen.

– Psykologen, siger Liva.

Mor nikker og kysser Liva på panden.

– Jeg elsker dig Liva, siger mor.- Helt op til stjernerne og tilbage igen.

Liva og mor hygger sig med morgenmaden, og bagefter ser de en julefilm. Men så bliver mor pludselig trist og siger, at hun er nødt til at lægge sig lidt.

– Jeg er simpelthen så træt, siger mor.- Men hvor har vi haft det hyggeligt.

Liva føler sig helt tung om hjertet og ser opgivende på rodet i køkkenet fra morgenmaden. Men så kommer Mikala listende ud af Livas værelse. Hun tager Livas hånd og holder den lidt, før hun siger:

– Hvis du laver lektier, så skal jeg nok rydde op her.

 

Da Liva kommer hjem fra skole mandag, er der igen ryddet op, og tirsdag har Mikala også vasket tøj. Det er lige ved, at hun overdriver, for Livas mor må jo ikke opdage noget.

Mor bliver oppe efter maden og ser julekalender sammen med Liva. Hun har jo ikke set så mange afsnit, så Liva fortæller, hvad der er sket indtil nu. De sidder i sofaen med et tæppe og drikker te og spiser Livas småkager, og Liva har sådan lyst til at kalde på Mikala og spørge, om hun vil være med. Men hun må blive på værelset.

Efter julekalenderen siger Liva godnat og går ind på sit værelse og lukker døren. Hun fortæller Mikala om hendes dag i skolen. Der var luciaoptog, og Liva sneg sig til at tage et par billeder med sin telefon, selv om det var forbudt.

Mikala ser på billederne med sine lysende øjne.

– De ligner næsten engle, siger hun og smiler.

– Jeg skal hjem til min far allerede torsdag denne uge, siger Liva. Bliver du her hos mor?

– Ja selvfølgelig, siger Mikala.

 

Fredag sidder Mikala klar i stuen og venter på Livas mor. Men hun står ikke op. Mikala går hen til døren. Alarmen ringer og ringer, men Livas mor slukker den bare.

Mikala står i døren og ser på uret. Klokken er kvart over ti. Hun tænker på, om hendes mirakler mon er stærke nok, til at vække en der sover. Og skal hun virkelig bruge et mirakel på det?

Hun vælter en stol i stuen for at lave larm, men moren reagerer ikke på det. Mikala rækker en hånd frem og skal til at bruge miraklet, men så ombestemmer hun sig. Hun må hellere gemme det lidt endnu. I stedet tager hun en sutsko og kaster den i hovedet på Livas mor. Hun vågner med et sæt, og Mikala løber lydløst ind på Livas værelse , mens Livas mor sætter sig op i sengen.

Mikala er bange for at blive opdaget, men det føles vigtigt, at Livas mor kommer afsted til sin aftale. Mikala har lagt en pille ved siden af et stykke ristet brød med ost og en kop varm kaffe.

Livas mor rynker brynene, mens hun ser på den dampende kaffekop.

– Liva! Kalder hun. Hun går hen og kigger ind på Livas værelse, men der er ingen. Mikala sidder musestille i skabet og holder vejret. Skabsdøren står på klem, og hun kan se Livas mor stå og se sig om i værelset. Hun kommer tættere på skabet, og Mikala holder vejret og gør sig klar til at bruge et mirakel på at gøre sig usynlig. Men så lukker Livas mor skabsdøren, og Mikala kan høre hende gå ud af værelset igen og lukke døren.

Mikala tør næsten ikke forlade skabet i weekenden. Hun er bange for at blive opdaget. Når Liva er hos sin far, kan moren jo ikke tro, at det er Liva, der har ryddet op. Mikala sidder i skabet og tænker. Hun føler sig ikke som nogen særlig god engel. De ting hun har gjort, har ikke rigtig hjulpet. Jo, Livas mor har det lidt bedre, men det er ikke sikkert, det har noget med Mikala at gøre. Hun vil sådan ønske, at hun kunne gøre noget helt fantastisk, til når Liva kommer hjem.

Mikala folder nogle smukke æsker af noget farvet papir fra Livas skrivebord. Dem kan Liva måske bruge som julegaver. Alligevel føler Mikala søndag, at hun har spildt weekenden. Hvis bare hun havde et stort mirakel, så hun kunne gøre Livas mor rask. Så kunne hun gøre Liva glad og tage hjem igen. Men det må hun jo ikke. På den anden side, hvad kan der ske ved at prøve? tænker Mikala. Hun sidder i klædeskabet og tænker og tænker. Mon ikke Livas mor tager en middagslur, før Liva kommer hjem, så hun er frisk til at være sammen med sin datter? Mikala har en plan.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *