IMG_7241

Må jeg præsentere månedens kage – en appelsinchokoladekage med chokoladecreme indeni og udenpå.

Du skal starte med at lave chokoladecremen:

3 dl. piskefløde

300 gr. mælkechokolade.

  • Hak chokoladen. Kog fløden op, kom chokoladen i fløden og rør rundt, til massen har en jævn konsistens.
  • Lad chokoladecremen køle helt af. Du kan sagtens lave den dagen inden – så skal den bare stå på køl natten over.

Nu skal du bage selve kagen. Til den skal du bruge:

150 gr. smør

200 gr. brun farin

2 æg

200 gr. mel

2 tsk. vaniljesukker

2 tsk. bagepulver

2 tsk. natron

50 gr. kakao

100 gr. finthakket mørkchokolade

100 gr. appelsinmarmelade

2 dl. kærnemælk

  • Start med at røre smør og brun farin sammen i en skål. Tilsæt æggene ét ad gangen.
  • Rør mel, vanilje, bagepulver, natron og kakao sammen i en skål.
  • Rør melblandingen i dejen.
  • Tilsæt chokoladen og appelsinmarmeladen.
  • Rør tilsidst kærnemælken i dejen.
  • Kom dejen i en smurt springform og bag den i en 190 gr. varm ovn i ca. 45 min.

Når kagen er bagt, skal den afkøle helt. Du skal nu dele den vandret, så du får ca. to lige store dele. Lidt a la en lagkage.

Nu skal du have fat i din chokoladecreme. Den skal nemlig piskes let, så den får en mousseagtig konsistens. Tag ca. halvdelen og fordel den på den ene kagebund. Smæk derefter den anden halvdel af kagen på toppen af cremen. Resten af cremen skal ovenpå og på siden af kagen. Jeg synes, det godt må se lidt hjemmelavet ud: læs det må godt være ujævnt. Det, synes jeg, er charmerende. Lige den jeg lavede her, pyntede jeg med friske hindbær.

Du kan roligt kaste dig ud i den, den er faktisk altid et kæmpehit!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *