Det er jo ingen sag at komme hjem fra ferie, når der er pakkepost med dejlige bøger i.

Endelig er der nyt om Nalle, det lille væsen der har charmeret og raset sig direkte ind på mig. 

Jeg har tidligere læst og anbefalet Hvem er sur? og Hvem er død? Og før det Hvis baby?Hvem sover ikke? og Hvem rydder ikke op? Jeg har altid tænkt Nalle var en lille dreng, men nu ser jeg, at Nalle er en hun. Nalle er et lille iltert væsen i bedste krussedullestreg, og bøgerne omhandler helt genkendelige hverdagsscenarier for små børn. Nalle minder mig ganske meget om en fire årig jeg kender umanerligt godt. Egenrådig, temperamentsfuld og med en egen agenda, som man helst ikke skal lave om på. Med andre ord: et børnehavebarn! 

Modsat andre klassiske småbørnsbøger som Totte, Lotte og Kaj, så opfører de voksne i Nalle bøgerne sig heller ikke altid på den pædagogisk helt korrekte måde – og det er ganske skønt. Eksempelvis viser det sig, at jeg har ganske meget til fælles med den store Nalle aka. Nalles mor i Hvem bestemmer? Som hende har jeg et standpunkt til jeg tager et nyt. Det er ikke altid kønt, men det er nok ret menneskeligt, at man ikke altid kan holde fast i de pædagogisk korrekte overbevisninger.

Hvis ikke du og dit vuggestue- og børnehavebarn kender Hvem bøgerne, så må jeg på det varmeste anbefale serien. En opdatering af de klassiske bøger, vi også selv hørte som børn, med krusseduller, rod, råberi og pædagogisk ukorrekthed. 

Serien er skrevet og illustreret af svenske Stina Wirsén, og er utrolig populære i Sverige – komplet med bamser. Herhjemme er det forlaget Vilde Dyr, der udgiver dem. 

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bøgerne.

Både Hvem er sur? og Hvem er død? har tidligere været månedens bog hos Mini Bogskabet.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *