Fantasy, is, sne, ismanere, folk der bliver væk – og en mystisk mand med rød hårpisk, langt skæg og en hjelm af bronze.

Ovenstående er ingredienserne i Ida-Marie Rendtorffs serie Isens Hjerte, der indtil videre er kommet i to bind, det tredje udgives dog (heldigvis) til maj, og der planlagt en til to udgivelser yderligere.

Vi følger den unge ismaner Aira og fangeren Ulk, der begge kommer fra byen Kva. En ismaner er en person, der kan synge is frem, hvilket der er hårdt brug for, da byen Tild er begyndt at smelte, og Tilds ismanere på mystisk vis er forsvundet.

Vi befinder os i en fantasyverden, der er bygget op af is. Vores hovedpersoner er to unge og modige mennesker, der naturligvis må drage ud fra det tidligere trygge univers, i et forsøg på at genetabere orden. I et syn har Airas bedstemor nenmlig set, at Aira er den, der må stoppe den mystiske mand med det røde hår.

Det er spændende og gribende læsning, hvor man fra første side drages ind i det iskolde univers.

Forlaget anbefaler bogen kan bruges til højtlæsning allerede fra 6 års alderen. Det synes jeg er lige i den tidlige ende. Bøgerne er tydeligt skrevet i et sprog, så den hurtigt kan læses selvstændigt. Sætningerne er relativt korte – men universet er komplekst, og netop derfor vil min anbefaling være at læse den højt fra 8 år og op, og læse den selvstændigt af gode og sikre læsere i 2. klasse og ellers vente til 3. klasse.

Herfra lyder en klar og isnende anbefaling.

Bogen er skrevet af Ida-Marie Rendtorff og illustreret af Emil Landgreen, bøgerne udgives af Carlsen.

Jeg har læst Isens Hjerte som en del af IBBYS Læseudfordring 2020 – januar måneds udfordring var ”En bog, der handler om klima/miljø”, og skønt det ikke er en decideret bog om klima eller miljø, så er det dog en serie i en dystopisk verden, hvor både is og håb smelter.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *