Livas juleønske er en adventshistorie i fem dele. De fire adventssøndage og juleaften får du et afsnit lige til at læse højt. Historien egner sig som højtlæsning for indskolingsbørn, og hvis du er lærer og vil læse den op i din klasse, mailer jeg meget gerne historiens sidste del til dig, så du kan nå at læse den, inden juleferien rammer skolerne.
Du kan læse historiens første del her.
Historien er skrevet af Lilian Muff.
Det er anden søndag i advent, og hos Livas far tænder familien op i adventskransen. Der dufter af kaffe, og der er croissanter og hjemmebagte boller til morgenmad. På morgenbordet ligger der tre gaver: En til Liva, en til Jens og en til Brumle.
Far kysser Liva farvel, for han skal på arbejde. Han arbejder meget og har sjældent fri i weekenden, heller ikke når Liva er der. Liva skal hjem til mor igen allerede i aften.
– Husk at ringe, hvis der er noget, siger far, og Liva nikker. Hun niver sig lidt i pegefingeren, men kun lidt. Jens får et nyt cover til sin telefon. Han går op på sit værelse. I Livas gave er der nogle udstiksforme til småkager og en fin kagedåse med rensdyr på. Minna spørger, om de skal bage nogle småkager og prøve formene. Så kan Liva få nogle med sig hjem til mor.
Liva vil gerne, og Brumle kan også hjælpe til. De bager både brunkager og pebernødder. Brumle sætter små klatter pebernøddedej på en plade. Han smager også på dejen, men spytter det ud igen.
– Er det stærkt, Brumle? Siger Liva og griner ad hans ansigtsudtryk. Hun ruller dej ud på bordet og stikker småkager ud til stjerner, engle og juletræer. Da kagerne er bagt og har kølet af, pynter Minna og Liva med glasur i forskellige farver. Liva putter nogle af kagerne og en håndfuld pebernødder i kagedåsen, som hun lægger ned i sin taske sammen med lanternen.
Da Liva kommer hjem, gør hendes hjerte et lille hop. Gardinerne er trukket fra, så der er lyst i lejligheden. Ud over nogle tallerkener på køkkenbordet, ser der helt rent og fint ud. Mor må have haft travlt.
Mor kommer ud af soveværelset, og hun har endda rigtigt tøj på.
– Hvor er her fint mor, siger Liva glad.
– Ja min skat. Du har været en dygtig pige.
Liva smiler til mor. Hun er pæn med håret i en hestehale.
Liva kunne godt tænke, at alt nu var tilbage ved det gamle, men efter aftensmaden bliver mor igen frygtelig træt.
– Jeg går tidligt i seng, skat. Væk mig, hvis der er noget, du har brug for.
Liva nikker og sætter tallerkenerne i blød i vasken. Hun tager kagedåsen og lanternen op af sin taske og tænder den. Bagefter tager hun to kager med ind til sofaen, hvor hun ligger alene og ser julekalender.
Da Liva skal i seng, opdager hun et langt mørkt hår i sin seng. Meget længere end Livas. Har mor sovet herinde? tænker hun. Men så mørkt er mors hår slet ikke.
Næste morgen hører Liva en skramlen fra sit skab og lister nærmere. Hun tør ikke åbne døren. Tænk, hvis det er en mus eller måske endda en rotte. Hun lytter, men så er der stille igen.
Liva gør sig selv klar og går ind med pillen til mor. Hun skal lige til at gå i skole, da hun kommer i tanke om kalenderen. Bag låge nummer 5 gemmer sig en engel med langt mørkt hår.
I skolen er Liva ked af det. Al den glæde hun har sparet sammen hjemme hos far, og som hun følte, da hun kom hjem i går, er forsvundet igen.
Hun sidder og hænger, og Anne spørger, om hun er træt. Liva nikker. Der er mange, der er trætte. De er alle kommet for sent i seng på grund af julekalenderen. I 10-pausen kommer Liva op at skændes med Yasmin om, hvem der kom først ud til klatrestativet. Liva slår ud efter Yasmin, som hiver Liva i håret.
De kommer begge grædende ind til Anne, men det varer ikke længe, før de giver hinanden et kram. Yasmin bliver sendt ud, og Anne ser alvorligt på Liva.
– Liva, den er da helt gal med dig for tiden, siger hun med løftede øjenbryn.
Liva trækker på skuldrene.
– Er der noget i skolen, du er ked af?
Liva ryster på hovedet.
– Er der noget derhjemme?
Liva nikker stille, og selvom hun niver sig meget hårdt i pegefingeren, drypper der en tåre fra hendes ene øje ned på bordet.
Men hendes mund er lukket. Hun kan ikke sige noget. Ikke engang til Anne.
– Jeg bliver altså nødt til at ringe og tale med dine forældre. Hvem skal jeg ringe til?
Liva tøver lidt, og så svarer hun:
– Mor.
Da Liva kommer hjem ligger mor i sengen. Hun må have været oppe, for der er ryddet op i køkkenet siden i morges. Liva lægger sig ved siden af mor og læser højt fra sin læsebog. Så beder mor Liva om at sætte en pizza fra fryseren i ovnen. Liva tænder på 200 grader og pakker pizzaen ud. Så hører hun en lyd fra sit værelse. Hun går nærmere, men der er stille igen. Hun åbner døren på klem og lytter, men der er ingenting.
Mor kommer op og spiser. Hun siger, at det var godt at tale med damen i fredags, og at hun skal derhen hver fredag.
– Det var godt, at du hjalp mig til at blive klar, Liva.
Liva ved ikke helt, hvad mor mener, men hun hjælper jo så meget for tiden.
Mors telefon ringer, og Liva løber ind på sit værelse. Mor taler længe, og så kommer hun ind til Liva.
– Det var din lærer, Anne. Jeg har fortalt hende lidt om min depression, og hvordan det står til her. Hun vil sige noget til klassen i morgen. Liva siger ikke noget. Hun kigger lidt ud af vinduet, på mørket bagved gadelampen.
Mor begynder at græde. Det er det værste, Liva ved. Mor siger, at hun sådan ville ønske, det ikke gik ud over Liva, at hun var syg.
Mor går ind i seng, og Liva har slet ikke lyst til at se julekalender. Liva sætter sig ved bordet for at tegne, men så hører hun igen en lyd fra skabet. Hun beslutter sig for at være modig og lister hen og åbner den ene skabslåge, og i det samme får hun et chok. For der sidder en pige i skabet. En pige med langt mørkt hår, som udbryder et lille hyl ved synet af Liva.
– Hvem er du? Spørger Liva forskrækket.
– Det må jeg ikke sige, siger pigen med skræmte øjne.
– Jeg henter min mor, siger Liva og vender sig mod døren.
– Nej, lad være, jeg skal nok fortælle dig det. Men du skal love at holde det hemmeligt.
Liva lover ikke noget, men hun sætter sig ned på sengen og ser på pigen. Det er hende, hun så ude i opgangen i fredags. Hun ser jo ikke ligefrem farlig ud.
Pigen fortæller, at hun hedder Mikala, og at hun er kommet for at hjælpe. Hun kravler ud af skabet og sætter sig på gulvet foran Liva, og Liva kan se en stor bule på ryggen under pigens blå kappe.
– Det er fordi du har ønsket – af hele dit hjerte. Jeg kommer helt ude fra det uendelige univers.
Liva ser på pigen med det mørke hår. Hendes øjne stråler som to små stjerner. Hun ligner billedet af englen fra julekalenderen.
– Kan du gøre min mor rask? Spørger Liva forhåbningsfuldt med store øjne.
– Nej. Det tror jeg desværre ikke. Jeg kan ikke lave store mirakler. Men jeg kan hjælpe til, at det bliver en bedre december, og måske kan din mor få det bedre af det. Miraklernes tid er ikke forbi, som vi siger hjemme hos mig. Er det ok, hvis jeg bor i skabet?
– Er det så dig, der har ryddet op og gjort rent? Spørger Liva skuffet. For hvis det ikke er mor, har hun det måske slet ikke bedre.
– Ja, siger Mikala. – Liva, sig til, hvis der er noget, du gerne vil have hjælp til. Jeg er ikke himlens bedste engel, men jeg vil meget gerne hjælpe.
Liva tænker lidt mere. Så er det nok også hende, der har hjulpet mor til at blive klar i fredags. Men måske er det meget godt med lidt hjælp, så Liva ikke skal klare det hele selv.
– Kan du lave mine matematiklektier? Spørger Liva træt. Hun orker ikke at lave lektier. Hun tager sin bog op af tasken og lægger den på skrivebordet.
Mikala overvejer at bruge et mirakel på lektierne, men hun beslutter sig for at gemme det. Der er jo kun to tilbage. Så i stedet sætter hun sig til at tænke og huske, alt det hun har lært om plus og minus i himmelskolen, mens Liva udmattet lægger sig til at sove i sin seng.