IMG_6766

Dengang jeg gik i skole, der hed to af mine bedste venner Søren og Mette. Der var også en lillebror, han hed lill Jep. Jeg elskede Søren og Mette. Jeg var vildt spændt på, hvad de lavede og fandt på. Og fordi jeg var sådan en tøsepige, undrede jeg mig såre over, de aldrig skiftede tøj. Søren havde bare sin islandske strik på hver dag! Lidt ligesom Tommy og Annika i Pippi – ét sæt tøj. Punktum.

Når vi fik en ny læsebog med Søren og Mette, var mit faste ritual at kigge på de bagerste sider, for at se hvor meget tekst der var, samtidig med at jeg funderede over, om jeg overhovedet ville blive i stand til at læse historierne jo svære de blev. Det lykkedes.

Man kan stadig få fat i Søren og Mette. Intet problem. Men jeg synes, et godt bud på en mere nutidig version er bøgerne her om Otto og Lea. De er bedste venner, og de bor på den samme vej. I den første bog går de i 1. klasse, og umiddelbart tror jeg, de går i 2. klasse i bog nr. to.

I den første bog; Otto og Lea, hører vi om de to venner. Vi hører om deres forældre, deres dyr, og at de går i skole. Lea skal også på ferie til Samos, og skriver postkort hjem til Otto. Bogen har overvejende lydrette og lydnære ord, og der er mange gentagelser.

Når et ord er lydret, er det sammensat af bogstaver, der lyder som deres primære lyd. Eksempelvis er hus, mus, sol, skole, Lea lydrette ord. Når børn begynder at læse, skal man finde bøger med overvejende lydrette ord.

Lydnære ord er ord, der næsten udelukkende er sammensat af bogstaver, der lyder som deres primære lyd. Eksempelvis har den anden hovedperson Otto et lydnært navn.

Vinter på Månevej er en smule svære end Otto og Lea. Der er mere tekst, og knap så mange gentagelser. Bogen handler både om jul, om at blive storesøster, skiferie og om at blive uvenner og blive gode venner igen.

Begge bøger har en masse spørgsmål til teksten, som man kan svare på undervejs. Det er en fin både at få lidt læseforståelse indover læsningen. Specielt selvfølgelig hvis man taler med en om spørgsmålene, og forklarer sine svar.

Derudover er begge bøger inddelt i en masse kapitler. Det er et kæmpehit hos begynder læsere. Det der med kapitler lugter simpelthen så meget af at læse en lang bog, ja det giver vel nærmest følelsen af at sidde med en ordentlig roman.

Begge bøger er skrevet af Charlotte Karrebæk og illustreret af Oliver Streich og Els Cools. De er udgivet på Dansklærerforeningens forlag. Du kan finde Otto og Lea her, og Vinter på Månevej her.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *