IMG_7008

Så er der pøller og Pølleplaskeland på programmet. Det viser sig nemlig, at alle pøller elsker at plaske rundt i deres store vandland: Pølleplaskelandet i kloakken.

Oscar er fem år, og bruger stadig ble. Han vil ikke smide bleen. Hans mor og far vil gerne have ham på potten eller toilettet, men det er ærlig talt ikke noget for Oscar. Altså lige indtil Oscar møder Hr. Pølle.

Hr. Pølle er helt mast sammen nede i Oscars ble, og vil overordentlig gerne lukkes ud, han er nemlig godt på vej til at blive komplet fladmast. Hr. Pølle vil ud af bleen og ned i svømmepølen – Oscars toilet. For nede i kloakken er der fest med pøller, rotter, vandedderkopper og fluer. Det lyder jo umiddelbart som et mareridt – men ikke for Hr. Pølle. Han elsker det!

Hr. Pølle og Oscar laver en aftale. Hvis Oscar putter Hr. Pølle i toilettet, så skal han vinke til Oscar næste gang, han kommer forbi en kloak.

Oscar trækker ud, og smider bleen for ellers maser han jo den næste Hr. Pølle.

Hr. Pølle er en blanding mellem børnebog og forældreguide om renlighed.

Bogen om Hr. Pølle er udviklet af psykolog Birgitte Meldgaard Larsen, på forlaget-pressto.dk fortæller hun:

“I mit arbejde som psykolog har jeg med god effekt hjulpet børn til at lære at bruge toilettet ved at fortælle den humoristiske historie om Oscar og Hr. Pølle. Nogle børn er nemlig bange for toiletbesøget. Måske synes de, toiletsædet er ubehageligt at sidde på, eller de forstår ikke fordøjelsesprocessen og hvor afføringen forsvinder hen, når den skylles ud. Her er det min erfaring, at historien om Hr. Pølle kan motivere børnene til at prøve at bruge toilettet Jeg håber, at historien om Hr. Pølle kan motivere børn og forældre til at begynde på, eller genoptage renlighedstræningen.”

Herhjemme vakte historien om Hr. Pølle og Pølleplaskelandet stor jubel, mest tror jeg, pga. alle de skønne pølle ord, der kunne siges igen og igen.

Bogen er skrevet af Birgitte Meldgaard Larsen og Claus Riis, sidstnævnte har også illustreret. Bogen er udgivet på forlaget-pressto.dk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *