Mød Pølse. En pige med en far. En pige der gerne vil spise slik, og faktisk ikke lige gider, at far er pinlig. Det er sådan nogen jo engang i mellem. Ret ofte faktisk. Og sjovt nok også selvom man snart bliver 40, men det er en helt anden historie…

Pølse er en ny figur i verden, og hun er et både sjovt og sødt bekendtskab, og så er hun tilmed meget genkendelig for både den direkte målgruppe og deres voksne.

Jeg tror alle, der har et børnehavebarn kender det her fjæs.

Indtil videre er der udkommet to bøger om Pølse, men jeg krydser allerede nu fingre for flere. I den ene vil hun ikke spise aftensmad men kun slik, og i den anden skal hun have Tusse med hjem fra børnehaven, og i den forbindelse må far godt lade være med at være pinlig.

Det løser han så fint, at han bliver helt kedelig, og så kan man jo godt savne den pinlige far, for han er også ret sjov.

Læs Pølse for et børnehavebarn, og nyd Pølses finurligheder, og ikke mindst hvordan hun på fineste fin er illustreret af Siri Melchior, og nyd så også lige hvorfor hun hedder Pølse, for det er jo ikke hendes rigtige navn:

”Det er bare noget far kalder hende, fordi han synes, hun er lige til at spise. Lidt ligesom en pølse i en hotdog med ketchup og remoulade og ristede løg.”

Pølse er skrevet af Oliver Zahle, der også er forfatter til bla. Elefantstenen, en roman om Bapit fra Thyborøn, med et langt mere alvorligt tema end vi finder i bøgerne om Pølse. Jeg nævner den, da jeg synes, det er en lidt overset perle, som jeg er vældig glad for.

Pølse bøgerne udgives af Gads Forlag.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bøgerne.

2 thoughts on “Pølse”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *