IMG_8246Sommetider skal man træffe en række valg, og lige præcis nu sidder jeg og øver mig i den svære kunst. For med tilvalg kommer fravalg, og kunne jeg dog bare nå det hele, være der alle tre dage. Argh…beslutninger – beslutninger! Jeg taler naturligvis om årets bogevent numero uno; Bogforum.

Som jeg har skrevet før er Bogforum lige min festival, og jeg har glædet mig længe.

Jeg har lavet to programmer. I dag kan du læse mine anbefalinger til alle tre dage, naturligvis er mit fokus på de arrangementer, der egner sig for børn og deres voksne. I morgen følger mit eget program for fredag.

Fredag:

Alle tre dage er der Madras Bio for børn. Filmene henvender sig til aldersgrupperne 3+, 4+ og 5+. Der er massevis af gode børnekortfilm på programmet.

Kl. 11.30 Børnescenen

Her kan man starte dagen med at høre Mette Finderup fortælle om den afsluttede serie Sværdets Mester. Sværdets Mester er en serie på 10 fantasybøger for piger og drenge i aldersgruppen 8 – 12 år. Tidligere på året holdt jeg booktalks for vores 2. klasses drenge på min skole, og de elskede Sværdets Mester, og slugte dem råt.

Kl. 11.30 Lyttesalonen

Hvis man har yngre børn, kan de høre skuespiller Neel Rønholt læse højt af Peddersen og Findus – Da Findus var lille og forsvandt.

Kl. 12.00 Lyttesalonen

Til de lidt større kommer forfatter Helle Ryding og læser op af sin fantasybog Trolddom og falkefjer.

Kl. 14.00 Akademiet Børnebogforum

Her kan man tegne monstre og helte sammen med tegneren Rune Ryberg.

Kl. 15.00 Børnescenen

Sebastian Klein – jeps ham fra Ramasjang – fortæller om Verdens 100 farligste dyr. Helt sikkert et stop på Børnescenen værd.

Kl. 16.00 Akademiet Børnebogforum

Her kan man tegne og male sammen med forfatter og illustrator Siri Mechior. Det er hende der bl.a. står bag Rita og Krokodille.

Lørdag:

Kl. 10.30 ABC Forlag

Det er ikke noget med bøger – det er perler. Du kan simpelthen lave en flagranke i perler.

Kl. 11.00 Børnescenen

Hvis jeg skulle afsted lørdag, ville jeg under ingen omstændigheder gå glip af det her. Kim Fupz Aakeson læser to Vitello historier højt. Én af dem er den spritnye Vitello går til pigefødselsdag. Du kan læse mit indlæg om den her.

Kl. 12.30 Akademiet Børnebogforum

Så er der børnehvin for Rasmus Klump kommer, og han giver en lille pixibogs gave.

Kl. 13.00 Akademiet Børnebogforum

Alle førskolebørn kan løse opgaver sammen med Max & Bella. Man får et opgavehæfte med hjem, så alle opgaverne kan løsesi ro og mag. Jeg har tidligere skrevet om Gyldendals Max & Bella hæfter, det kan du læse om her.

Kl. 14.00 Børnescenen

Der er dømt Villads fra Valby feber! Forfatteren Anne Sofie Hammer læser op, du kan møde Luca, som skal spille Villads i filmen, der kommer senere på året. Sidst men ikke mindst kommer sangeren Frederik og spiller sangen fra filmen.

Søndag:

 Kl. 10.30 Carlsen

Bogforums sidste dag starter med en F E S T ! Ingen andre end Hr. Skæg og hans ven Vinther underholder med sang og musik.

Kl. 11.40 Carlsen

Jacob Riising og Sebastian Klein udfordrer hinanden til duel. Det kan faktisk kun blive sjovt.

Kl. 14.00 Akademiet Børnebogforum

Igen er der et tegne og male arrangement på programmet. Her kan der tegnes og males med Betty fra Alberte Windings bøger. Alle får en malebog med hjem. Du kan læse mit indlæg om Betty her.

Udover de arrangementer jeg har nævnt her, findes der utallige for børn. Du finder Børnebogforums fulde program på bogforum.dk, hvor du kan klikke arrangementer ind i dit eget program – så smart!

Igen i år kan du på Bogforum donere bøger til Læs for Livet. Flere forlag er gået sammen om at donere en stand til organisationen, der samler brugte og nye børne og ungdomsbøger ind til udsatte børn og unge. Husk bøgerne skal være i god stand. Du finder dem på Stand E-008A, og du kan læse mere om dem på laesforlivet.dk. Du kan læse mit lille mini interview med Læs for Livets stifter, Rachel Röst, i dette indlæg.

Jeg var selv et smut forbi Læs for livet med en stak bøger igår. De ligger nemlig umanerlig tæt på, hvor jeg bor. Hvis ikke de gjorde det, havde jeg slæbt bøgerne med på Bogforum.
Jeg var selv et smut forbi Læs for livet med en stak bøger igår. De ligger nemlig umanerlig tæt på, hvor jeg bor. Hvis ikke de gjorde det, havde jeg slæbt bøgerne med på Bogforum.

IMG_8248

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *