Lad os se lidt på ingredienserne i den her; tre små babyer, der efterlades på en strand, et magisk armbånd med hvide og sorte perler, og en drøm om havet. Det giver tilsammen et velskrevet bind et i serien Havets magi.

Vi følger pigen Mira, der efter at være blevet fundet på stranden, vokser op hos Lina – der adopterer hende. De to andre babyer, Storm og Isla, vokser op i andre familier. De tre går på samme skole, men har ikke meget med hinanden at gøre – indtil en dag, hvor de på en skoleudflugt falder overbord fra en kutter.

Jeg vil nødig røbe for meget, men de hvide og sorte perler kommer i brug, og den der drøm og længsel efter havet er måske i virkeligheden ikke så mærkelig…

Serien er en del af Alvildas letlæsningsserie, og jeg vil anbefale den til en god og sikker læser fra 2. klasse – og umiddelbart vil den henvende sig mest til piger.

Jeg glæder mig allerede til andet bind i serien, og det samme gør min 8 årige læser herhjemme.

Bogen er skrevet af den ultra produktive Nicole Boyle Rødtnes, og er illustreret af Anita Sølver, den udgives hos Alvilda.

Tak til forlaget for anmeldereksemplar af bogen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *