I dag har jeg første skoledag – eller rettere mine elever har. Jeg starter to første klasser i år, som jeg skal have i dansk og være klasselærer for, den ene dog kun frem til 1. februar 2021, hvor min kollega kommer tilbage fra barsel.

Jeg er faktisk rimelig glad for at lave årsplaner, det kniber mere med altid at følge dem – suk!, og derfor har jeg for længst planlagt, hvilken litteratur der skal læses højt i skoleårets første måned. Lad os tage dem fra en ende af…

Vi har på min skole, som et nyt post-Corona-tiltag, valgt at holde fast i fleksibel mødetid. Det betyder, at børnene møder fra 7.50-8.15, og i det tidsrum har vi i august eventyrstund. Hver dag læser vi, og med vi mener jeg min makker, Lars, eller jeg højt i Josefine Ottesen fortæller H.C. Andersen. I denne HCA genfortælles ti eventyr i et nænsomt tilpasset sprog. Jeg kan dårligt komme på en bedre start på dagen. Jeg glæder mig, og pønser en lillebitte smule på at iføre mig en høj fortælle fehat – jeg sagde jo, det var eventyrstund. Spørgsmålet er bare, om Lars er helt med på den…

De to Vitello bøger skal ikke kun læses i august, de skal holde længere. Vitello 28 historier fra A til Å skal læses drypvis gennem de første måneder. Vitello begynder i skole skal gerne holde gennem hele året, da bogen følger Vitellos første skoleår. Vi må se, om den plan holder.

Vores fantastisk forskellige familier skal bruges som afsæt til et af vores første forløb, hvor børnene skal præsentere deres familier. Alle skal lave en foldebog, hvor de selv og deres nærmeste familie er med og deres værelser skal tegnes. Jeg lover, der kommer en opfølgning!

Sommetider har man brug for at slappe af og lytte til en god historie. Den slags små stunder skal der være masser af. Afslapning og lytning – enten som en stund midt i timen eller til frokost. Vi skal læse Sallys far er langt ude i skoven og første bind i serien om Anton og Molly.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *