Werners nøgler har ligget og brændt i lommen på Viktor i næsten et døgn, da han endelig får lokket Manukka, Silas og Tanja med sig ned mod kælderen. De stopper op i aulaen og kigger på juletræet, som klassen panikpyntede i går med metervis af guirlander lavet af ugeblade og aviser. I toppen er en gul stjerne af pap, som Brit og Anna lavede og pyntede med glimmertusser. Det har alt sammen givet lidt liv og farver til træet, men pænere er det måske ikke ligefrem blevet.
I den anden ende af aulaen kommer Dorte ud fra kontoret og går hen mod de store klasser. Hun stopper også op og kigger på træet, ryster på hovedet og fortsætter.
”Tror I, dem fra kommunen kunne lide det?” hvisker Tanja.
”Altså vi kunne have gjort det bedre, hvis vi havde haft lidt mere tid, men et træ på en skole behøver vel ikke være helt perfekt,” siger Manukka. De ser sig til alle sider og lister hen mod døren til trappen, der fører ned i kælderen.
”Kan I så komme ud!” råber Solveig fra gangen nede ved klassen. De fire børn begynder at gå hen mod døren ud til skolegården. De kigger flere gange tilbage, men deres dansklærer bliver stående med armene over kors og holder øje med dem.
”I 12-pausen,” hvisker Silas, og pigerne og drengene går hver til sit.
I 12-pausen går det dog ikke meget bedre, for Werner leder efter julestjernen alle vegne, og det er helt umuligt at komme uset ned i kælderen. Efter pausen har de matematik, og Werner kommer ind i klassen rystende på hovedet.
”Om jeg begriber, at alting forsvinder på den her skole. Det gør de altså ikke derhjemme,” tilføjer han med en løftet finger.
”Måske har du ikke nisser derhjemme,” siger Tanja, men Werner vil slet ikke høre tale om den slags pjat.
”Men tak i øvrigt til den, der gav mig det lille julehjerte i går. Det var mageløst. Tænk, at nogen kan lave noget så fint og småt med sine hænder. Min kone har hængt hjertet op i en vindueskarm derhjemme, og vi vil passe godt på det.”
Børnene i klassen ser på hinanden og mest på Manukka og Britt, for det er dem, der er bedst til at lave flotte ting, men de ryster på hovedet.
”Nisser,” hvisker Manukka og smiler til Viktor på en måde, der gør ham helt varm i kinderne.
Dorte lukker døren til sit kontor, så hun ikke kan se træet i aulaen, og hun sætter sig ved sin computer med en kop te og sukker dybt.
”I bruger for mange penge!” sagde manden fra kommunen, da han var på besøg på skolen, og han var ikke spor tilfreds med hendes hårde arbejde. Til gengæld var han glad for at se juletræet i aulaen. Hjemmelavet pynt, det er vejen frem. Og af genbrugsmaterialer! Det syntes han var genialt, og han bad hende skrive en rapport om den hjemmelavede julepynt, så ideen måske kunne bruges på alle kommunens skoler fra næste år.
Nu har hun så fået endnu en opgave, som om hun ikke havde travlt nok i forvejen. Måske kan hun uddelegere noget af arbejdet. Måske kunne Werner skrive lidt om ideen med genbrugspynten, det var trods alt ham, der fik den. Det drysser lidt fra risten i loftet, og Dorte gyser ved tanken om, at det kunne være rotter. Rotter på loftet vil ingen have, men ud over at skadedyr på skolen er en afskyelig tanke, så vil det sikkert også være frygteligt dyrt. Og så lige op til jul. Dorte fejer støvet ned i sin hånd og smider det i skraldespanden. Hun vil vente til efter nytår med at sætte skolens pedel, Hammer-Hans, på sagen.