En fornuftig julegave til et barn i alderen 6-10 år? Må jeg ikke foreslå en bog? En gave der kan tages frem igen og igen.

Når man skal finde bøger til de 6-10 årige, så skal man først og fremmest gøre sig klart, om det skal være en bog den heldige gavemodtager skal kunne læse selv eller ej. De titler jeg har udvalgt skal for den 6 årige læses højt, og den 10 årige lægges frem, så de selv kan læse den – man kunne jo også fortsætte højtlæsningen, du kan læse mine tanker om netop dette emne i Hold fast i højtlæsningen – også når koden er knækket.

Verdens vildeste børn udkom tidligere i år, og rummer opslag om 30 børn der på hver sin måde har gjort en forskel i verden eller i Danmark. Vi møder så forskellige børn som Jeanne D’Arc, Lukas Graham og Malala Yousafzai – der er altså både medtaget historiske personligheder og nutidige personligheder, der er kendte indenfor deres felt.

Bogens ærinde er svært sympatisk: Se lige alle de her seje børn, hvis talenter viste sig allerede i barndommen. Det der med at være ekstraordinær, det er i den grad også for børn. Verdens vildeste børn er skrevet af David Pepe Birch og illustreret af Rasmus Juul. Find den hos Carlsen, og læs en smule mere om den i dette indlæg.

Under polarisen er en faktabog om dyre- og plantelivet under ja, polarisen. Den er smukt illustreret, hvilket gør den ekstra indbydende. Foruden at beskrive dyre- og plantelivet, så har bogen samtidig et andet ærinde. Den vil gerne gøre opmærksom på de menneskeskabte udfordringer, der truer Arktis. Bogen afsluttes med et dobbelt opslag med titlen: ”Hvad kan vi gøre?”, der rummer konkrete råd, der kan føres ud i livet. Bogen er skrevet og illustreret af norske Line Renslebråten og udgives herhjemme af Straarup og Co.

Tidligere har jeg skrevet om Lad os redde verden, der tilbyder 50 ideer læseren kan føre ud i livet til gavn for miljøet.

Vi bliver i faktabogsgenren med den næste anbefaling. Hvad er et æg er naturvidenskab fortalt for børn, og under ti forskellige overskrifter fra Hvad er et æg til Hvad er wi-fi?Bogen bærer præg af forfatterens begejstring for emnet, hvilket jo er et umanerligt dejligt karakteristika ved en fagbog. Den er skrevet af Johan Olsen, der er biolog og forsker. Bogen udgives af Politikens Forlag.

På trods af at bogen anbefales under overskriften Julegaveinspiration til de 6-10 årige, så vil jeg mene, denne titel egner sig bedst som gave fra 9-10 års alderen.

I år kom der nyt fra Jakob Martin Strid nemlig den ret store Flyvebogen – Rejsen til mostrenes ø. Det er en fantastisk og eventyrlig bog, som jeg varmt kan anbefale. Bogen henvender sig både til barn og voksen, giver sig god tid og er fyldt med finurlige illustrationer i bedste Strid-stil. Historien er magisk og mystisk og fyldt med gamle og nye Strid figurer. Jeg kan nærmest garantere, du også gør gavemodtagerens forældre glade med den her. Flyvebogen udgives af Gyldendal.

Den store Nelson indeholder fire Nelson historier og en ny – altså fem gange Nelson for fuld udblæsning. Nelson er sjove familiehistorier som egner sig til oplæsning for børn i flere aldre på en gang – og samtidig vil den voksne højtlæser også være underholdt. Den store Nelson er en stor bog, men skal den glade gavemodtager selv læse den, kan den jo meget praktisk deles op i fem bidder. Jeg har endnu ikke læst Nelson højt, men det glæææder jeg mig til.

Den store Nelson er skrevet af Line Leonhardt og illustreret af Palle Schmidt. Find den hos arnoldbusck.dk

Fandt du ikke lige det, du søgte – så kan du altid finde mere julegaveinspiration til aldersgruppen ved at klikke dig ind under fanen ”Børnebøger” og derefter ”Højtlæsning 6-10 år”.

Enkelte af titlerne er modtaget som anmeldereksemplarer, og dem siger jeg naturligvis tak for.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *